Coronavirus

Danskerne bliver socialt begrænset af coronarestriktioner, men hvad gør det ved vores sind?

Øgede sociale restriktioner i forbindelse med coronavirussen herhjemme kan skade sindet, siger flere psykologer. TV 2, Christoffer Hald

Psykologer er bekymrede for danskernes psykiske tilstand under coronakrisen. Har dit sind været påvirket? Deltag i afstemningen her i artiklen.

Danskerne kigger ind i en langvarig og omfattende indgriben i vores sociale liv som følge af coronakrisen.

Restriktionerne for vores sociale liv gør, at danskernes psykologiske tilstand bliver påvirket - og det i høj grad i en negativ retning.

Det siger flere psykologer, som TV 2 har talt med.

Antallet af nysmittede danskere med coronavirus er i øjeblikket stigende, og statsminister Mette Frederiksen (S) kalder udviklingen bekymrende. Ifølge statsministeren er Danmark nu på vej ind i en mere alvorlig fase i kampen mod den smitsomme sygdom.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) advarer ligefrem om, at der vil komme yderligere coronarestriktioner herhjemme, hvis ikke smittekurven vender de kommende dage.

Vores verden og sociale liv har ændret sig radikalt med coronavirussen. Det har uundgåeligt konsekvenser for rigtig mange danskere

Karina Damsgaard Nørby, psykolog i Region Midtjylland

På grund af coronapandemien er store dele af verden nu reelt lukket ned, og samtidig skal danskerne med stor sandsynlighed vænne sig til endnu mere omfattende restriktioner i vores sociale liv fremover.

Virologer anbefaler, at forsamlingsforbuddet nedsættes til mellem 10 til 15 personer, så coronavirussen kan komme bedre under kontrol. Anbefalingen lyder blandt andet sådan, fordi vi står over for et efterår og en vinter, hvor vi i høj grad søger indendørs.

Flere psykologer er bekymrede for, at danskerne over en bred kam vil blive påvirket af, at vores sociale liv ser ud til at skulle være begrænset i lang tid fremover.

Depression og angst i vækst

- Vores verden og sociale liv har ændret sig radikalt med coronavirussen. Det har uundgåeligt konsekvenser for rigtig mange danskere, og det vil påvirke vores mentale trivsel i negativ retning, siger Karina Damsgaard Nørby, der er psykolog ved Koncern HR i Region Midtjylland, til TV 2.

Hun fremhæver, at der er forskel på, hvordan danskerne reagerede under den første nedlukning af samfundet i foråret, og de langvarige udsigter, som coronavirussen nu ser ud til at få for vores sociale liv.

- På den korte bane rykkede vi tættere sammen med blandt andet morgensang med Phillip Faber. Her fornemmede man håb, men det går lettere fløjten, når belastningen i stedet bliver langvarig og mere uoverskuelig, siger Karina Damsgaard Nørby.

Psykologen påpeger, at mennesker typisk bliver modløse, når det ikke er muligt at se enden på problemerne. Det kan herefter udvikle sig til en mere permanent tilstand, hvor det er svært at holde modet oppe.

Derfor forventer Karina Damsgaard Nørby, at ensomhed og sygdomme som depression og angst vil blive mere udbredt i den danske befolkning fremadrettet.

Men samtidig er der nogle mennesker, der reagerer radikalt anderledes og i stedet finder ro og nærhed i at være sammen med færre mennesker, og derfor trives med den nuværende situation.

Er du blevet påvirket psykisk af coronakrisen? Deltag i afstemningen herunder.

Afstemning

Er din trivsel og psykiske tilstand blevet påvirket under coronakrisen?

Vigtige sociale fællesskaber

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mener, at fænomenet "corona-træthed" har ramt flere lande - heriblandt Danmark.

Den opfattelse deler psykolog Ida Koch.

Øget social isolation i forbindelse med coronavirus kan i værste fald føre til depression og angst

Ida Koch, psykolog

Hun mener, at corona-trætheden kan betyde to ting.

Enten fører den til en form for udmattelse og opgivenhed, der i værste fald kan føre til en depressiv tilstand, eller også går danskerne i en helt anden retning og protesterer over for regeringens coronarestriktioner.

- Øget social isolation i forbindelse med coronavirus kan i værste fald føre til depression og angst. Jo mere omfattende restriktionerne bliver, og jo længere de varer, desto større risiko er der for skadevirkninger, siger Ida Koch til TV 2.

Ensomheden vokser under coronakrisen

Begge psykologer fremhæver, at mennesket er et meget socialt væsen, og derfor vil de forventede, øgede coronarestriktioner have store konsekvenser.

- Hvis vi ikke er en del af et socialt fællesskab og bliver udskilt fra flokken, så er vi truet på vores overlevelse, siger Karina Damsgaard Nørby.

Hun mener, at alle mennesker er udfordret på det sociale plan af den nuværende coronapandemi, men at den ældre befolkningsgruppe er bedst til at klare krisen.

Det skyldes, at den ældre generation har oplevet tidligere kriser i form af eksempelvis krige. Deres større livserfaring giver dem en større tro på, at de kommer gennem krisen.

Ida Koch er enig i, at den ældre generation står bedre rustet psykisk til den nuværende coronapandemi.

Hun fremhæver et studie, der viser, at op imod en tredjedel af de danske unge i alderen fra 15 til 25 år har haft en følelse af ensomhed under de første måneder af coronakrisen, hvor nedlukningen var mest massiv. Tallet er betydeligt højere sammenlignet med før krisen.

De unge er samtidig mere sårbare, hvis yderligere coronarestriktioner rammer landet.

- Hvis skoler og uddannelsesinstitutioner igen bliver lukket, og forsamlingsforbuddet nedsættes, så caféer og fitnesscentre må lukke, vil det gå hårdt ud over de unges trivsel, siger Ida Koch.

Nu kan vi ikke se enden på det hele, og det er hårdt, specielt for de unge, der ikke kan feste, som de er vant til

Peter la Cour, specialist i sundhedspsykologi og ph.d.

Trivslen i bund blandt unge kvinder

Psykolog Peter la Cour, der er specialist i sundhedspsykologi, har forsket i, hvordan danskerne har klaret sig gennem den første del af coronakrisen.

Via en YouGov-spørgeskemaundersøgelse har 1500 repræsentativt udvalgte danskere svaret på, hvordan de har oplevet den første bølge af coronavirussen, der ramte Danmark i marts.

To ud af tre danskere svarer, at de var bekymrede for at blive smittet med covid-19, og kvinder er i udtalt grad dem, der er mest bange for den smitsomme sygdom.

Undersøgelsens resultater er endnu ikke offentliggjort, men den viser samtidigt, at trivslen for de ældre over 65 år er uforandret - på trods af en større bekymring for coronavirus.

Derimod er trivslen for unge mellem 18 og 24 år meget dårlig, og det gælder især for kvinderne.

- En fjerdedel af de unge kvinder er i alvorlig risiko for at udvikle depression eller en varig tilstand af stress ifølge anerkendte normer, siger Peter la Cour til TV 2.

Konklusionen af det danske studie er i tråd med lignende undersøgelser fra Tyskland og Italien, oplyser specialisten i sundhedspsykologi.

Peter la Cour mener ikke, at perspektiverne er gode specielt for de unge i forhold til coronavirussen.

- I foråret skulle vi bare have coronavirussen overstået, og vi troede, det ville blive normale tilstande over sommeren. Nu kan vi ikke se enden på det hele, og det er hårdt, specielt for de unge, der ikke kan feste, som de er vant til.