Coronavirus

Danmark registrerer det højeste antal smittede nogensinde på et døgn

Statsminister Mette Frederiksen (S) er bekymret, og sundhedsministeren varsler nye restriktioner. Ekspert er uenig.

De nyeste smittetal fra Statens Serum Institut viser, at der det seneste døgn er registreret 760 nye tilfælde af coronavirus.

Det er det højeste antal smittede, der nogensinde er blevet registreret på et enkelt døgn i Danmark. Den hidtidige rekord var 25. september med 678 tilfælde.

Tallet skal ses i sammenhæng med, at der nu bliver testet langt mere end i foråret. Men der bliver samtidig testet mindre nu end i september.

De 760 nye smittetilfælde er opdaget ud fra cirka 43.000 prøver. Dermed har 1,77 procent af prøverne været positive, hvilket er den højeste andel siden slutningen af april.

Ifølge Søren Riis Paludan, professor i virologi ved Aarhus Universitet, er tendensen klart opadgående. Det tyder dog på, at de, der smittes, er mindre sårbare end i foråret.

- Jeg er ikke urolig. Man skal huske på, at vi tester meget mere, end vi gjorde i foråret, og vi har formentlig langt fra lige så høje smittetal som i foråret. Det ser man også ved, at antallet af indlagte og kritisk syge er relativt lavt, siger Paludan til TV 2.

124 er indlagt med coronavirus, hvilket er to flere end onsdag. 17 er på intensiv, og heraf er 12 i respirator.

Derudover er der registreret yderligere fire dødsfald med coronasmitte det seneste døgn.

Alt er i spil

Tidligere torsdag lød meldingen fra både statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at smittetallet i Danmark er stigende.

- Jeg er i stigende grad bekymret. Smitten spreder sig hastigt i hele Europa, der nu er epicentret for pandemien, siger Mette Frederiksen, der også varsler nye restriktioner i samfundet, hvis kurven ikke knækker.

Hvilke restriktioner, der risikerer at blive indført, er i skrivende stund uklart. Men Magnus Heunicke holder alle døre åbne.

Han har dog især fokus på forsamlingsforbuddet og brug af mundbind.

- Vi kigger på de redskaber, som vi ved vil virke, og som vi kan se i andre lande, at man gør brug af, siger sundhedsministeren til Ritzau.

- Det er redskaber som at stramme forsamlingsforbuddet. Det er selvfølgelig situationen omkring mundbind, hvor vi i Danmark har mundbind i den kollektive trafik, i restaurantlivet og hos lægen. Der har vi mulighed for at skrue op for det, siger Heunicke.

Nye restriktioner er ikke vejen frem

Søren Riis Paludan er ikke enig i, at yderligere restriktioner er vejen frem.

- Jeg mener, vi er langt fra, at vi er i en situation, hvor vi skal tage drastiske skridt, siger han og fortsætter:

- Hvis vi ser på antallet af indlagte og antallet af kritiske syge, så kan sundhedssystemet jo følge med, og normalt er dét vores parameter, når vi taler sundhed, siger han.

Søren Riis Paludan argumenterer for, at man kan indskærpe de nuværende restriktioner, der har baggrund i afstand og hygiejne.

Man bør se på et længere perspektiv, mener professoren.

- Vi skal passe på, at vi ikke luller os ind i en løgn om, at vi bare kan lave restriktioner, og så bliver alting godt, siger Søren Riis Paludan.

- Jo hårdere restriktioner, jo mere påvirker vi samfundet, og hvordan vi kommer igennem det som kultur. Så vi skal nok snarere tænke på, hvordan vi skal leve med coronaen, som måske aldrig forsvinder.