Coronavirus

Næsthøjeste antal coronasmittede i Danmark nogensinde

I løbet af det seneste døgn er to danskere døde med covid-19 i kroppen.

Der er det seneste døgn registreret yderligere 630 coronatilfælde.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er det højeste antal smittede i 26 dage og det næsthøjeste tal, der indtil videre er registreret i Danmark.

Det er kun sket to gange før, at der er konstateret mere end 600 coronasmittede på én dag herhjemme.

Yderligere to dødsfald

Antallet af indlagte falder med 6 personer til 122.

Der ligger i alt 16 personer på de danske hospitalers intensive afdelinger, og 9 personer er i respirator.

I løbet af det seneste døgn er 2 danskere døde med covid-19 i kroppen.

Brostrøm og Mølbak: Bekymrende tal

Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, kalder på dagens pressemøde om coronasituationen i Danmark smitten for "bekymrende".

Samtidig siger han, at der bliver holdt øje med udviklingen.

Faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, mener også, at smittetallet er bekymrende.

De mange smittetilfælde den seneste tid gør, at vi i Danmark nu er tilbage på samme smitteniveau som i september, hvor tallene toppede.

I uge 42 i efterårsferien blev i alt 3189 bekræftet smittet, hvilket var en stigning på 19 procent i forhold til uge 41.

- Det skal ses i relation til, at der blev testet meget mindre i efterårsferien, end der normalt gør, siger Kåre Mølbak på pressemødet.

Kan ikke sammenlignes med foråret

Ifølge Kåre Mølbak tyder meget på, at vi er på vej ind i en periode med mere smitte og en større forekomst af coronatilfælde.

Samtidig er smitten ikke lige så centreret om de større byer som tidligere, men blusser også op i en række landkommuner.

Men alligevel er situationen endnu ikke kritisk, understreger Kåre Mølbak:

- Heldigvis er det stadig på et niveau, hvor pandemien er under kontrol. Det kan ikke sammenlignes med foråret, men det er nok til, at vi følger det nøje.