Samfund

Dronningen aflyser nytårsarrangementer

Der vil imidlertid blive afholdt en mindre nytårskur for statsministeren og enkelte repræsentanter. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Dronningen holder fortsat sin nytårstale.

Hvert år den 1. januar kan du fra din sofa følge Dronningens nytårstaffel, når regeringen, hoffet, Folketingets formand og repræsentanter for det officielle Danmark inviteres til Amalienborg.

Men ikke i 2021.

For Dronningen har valgt at aflyse grundet situationen med coronavirus. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Kongehuset tirsdag.

Også nytårskuren for Højesteret, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets vagtgående Officerskorps, det diplomatiske korps, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen samt landsorganisationer og kongelige protektioner, der skulle have været afholdt 4. og 5. januar, bliver aflyst, lyder det.

Der vil imidlertid blive afholdt en mindre nytårskur for statsministeren og enkelte repræsentanter for det officielle Danmark på Christiansborg 4. januar.

Kun én gang tidligere under dronningens regeringsperiode er nytårsarrangementerne blevet aflyst, oplyser Kongehuset. Det var i 2005, da der i december 2004 skyllede en tsunami ind over Sydøstasien med flere hundredetusinde døde til følge.

Dronningen holder fortsat sin nytårstale 31. december klokken 18.00, oplyser Kongehuset.