Krænkelser på arbejdet

Partier opfordrer Frank Jensen til at gå på orlov

Andre eventuelle ofre for krænkelser skal trygt kunne stå frem og fortælle om deres oplevelser med overborgmesteren, mener partier.

Københavns overborgmester Frank Jensen bør gå på orlov øjeblikkeligt. Det mener SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet i København.

- Når der rejses så alvorlige beskyldninger mod en medarbejder, er det normalt, at vedkommende sendes hjem, indtil sagen er blevet undersøgt. Derfor opfordrer vi kraftigt Frank Jensen til at søge orlov, siger Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, til TV 2.

Søndag blev alle partier i Københavns Borgerrepræsentation - med undtagelse af Socialdemokratiet - enige om, at der skal foretages en uafhængig undersøgelse af de anklager, der er rejst mod Frank Jensen.

Mens den står på, bør overborgmesteren ikke have sin gang på Rådhuset, mener de røde partier.

Ofre skal turde stå frem

Ifølge SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet er det afgørende, at andre eventuelle ofre for Frank Jensens krænkelser tør stille sig frem og fortælle deres historier.

Det mener Sisse Marie Welling ikke er tilfældet, hvis Frank Jensen ikke tager orlov.

Jeg vil gå fra at være en del af problemet til at være en del af løsningen

Frank Jensen (S), overborgmester, København

Den holdning deler Karina Vestergaard Madsen (EL), gruppeformand, Københavns Borgerrepræsentation.

- Sagerne er tydeligvis meget voldsomme, og det skal være trygt for eventuelle ofre at stå frem og fortælle om deres oplevelser. Derfor skal han søge orlov, siger hun.

Derudover understreger Karina Vestergaard Madsen, at Frank Jensen tydeligt er inhabil i sagen, fordi han er formand for Økonomiudvalget, hvor undersøgelsen om ham selv skal foretages.

To sager skal undersøges

Undersøgelsen af Frank Jensen skal foretages af et eksternt advokatfirma, og partierne ønsker to specifikke episoder set efter.

Der er tale om sagen efter en julefrokost i Økonomiforvaltningen i 2011 og en sag om grænseoverskridende adfærd overfor et medlem af Borgerrepræsentationen i 2017.

Herudover skal det undersøges, om der er andre sager, og hvad grovheden af de eventuelle sager er.

Mia Nyegaard (R), socialborgmester i Københavns Kommune, oplyser desuden, at der indkaldt til et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde, hvor Frank Jensen vil få mulighed for at fortælle sin side af sagen.

Vil være en del af løsningen

Frank Jensen mener selv, han bør være en del af løsningen på problemet med krænkelser.

Det sagde han på et 40 minutter langt pressemøde efter søndagens tre timers lange krisemøde i Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

Overborgmesteren fortæller, hvordan han fremover ønsker at være en del af løsningen på problemet med krænkelser. Video: Ida Marie Lomholt Wismann

- Den kulturforandringsproces, der er sat i gang med anden bølge af MeToo, vil jeg gerne være en positiv del af. Jeg vil gå fra at være en del af problemet til at være en del af løsningen, sagde overborgmesteren.

På pressemødet indrømmede Frank Jensen, at han har krænket flere kvinder i løbet af sin politiske karriere. Han forklarede, at det er sket i festlige lag, hvor der har været alkohol involveret, og blandt andet derfor vil han skrue ned for mængden af alkohol fremover.

Frank Jensen havde selv indkaldt til krisemødet, efter at Jyllands-Posten i fredags beskrev anklager om krænkende adfærd fra hans side.

En af disse sager drejede sig om socialdemokraten Maria Gudme, der fortalte om en episode fra 2012, hvor overborgmesteren tog hende på låret under en bytur, og hvor han efterfølgende førte den op ad låret på hende og under kjolen.

Frank Jensen kunne ved søndagens pressemøde ikke afvise, at der dukker flere sager op i den kommende tid.