Krænkelser på arbejdet

DR-vært fyret efter sager om krænkelser

DR's generaldirektør giver en "uforbeholden undskyldning" til dem, der har lidt skade efter radioværtens handlinger.

En radiovært er blevet fyret fra DR, oplyser DR. Det sker efter en række sager om krænkende adfærd.

I en pressemeddelelse skriver DR, at der under værtens hjemsendelse har været en undersøgelse og en obligatorisk høringsperiode på to uger.

Den tidligere vært på programmet "Shitstorm" bliver fyret "på baggrund af manglende tillid til ham og hans varetagelse af opgaven som vært og programmedarbejder i DR", skriver DR.

Desuden iværksætter DR en række initiativer for at undgå krænkelser i fremtiden.

Blandt andet vil eksterne rådgivere blive kaldt ind og "bidrage til initiativer med det formål", hedder det i pressemeddelelsen. Et nyt adfærdskodeks er ligeledes sendt i høring hos alle husets medarbejdere.

Meldingen kommer, efter at Berlingske på baggrund af vidneudsagn og beskeder har beskrevet, hvordan flere personer - fortrinsvis kvinder - har oplevet at blive chikaneret, få hadbeskeder og modtage trusler fra radioværten.

Radioprogrammet "Shitstorm" blev i kølvandet på Berlingskes artikel lukket. I stedet vil DR lancere et nyt koncept.

Generaldirektør Maria Rørbye Rønn har på DR's hjemmeside givet en "uforbeholden undskyldning" over for dem, der har lidt skade på grund af radioværtens handlinger.