Knæk Cancer

14-årig var netop blevet erklæret kræftfri, men så begyndte endnu en kamp

Katrine Selmer Behrens og Rosemarie Selmer Behrens bor på Vesterbro i København. Marie Hald

Hun stod på kanten til voksenlivet, da kræften kom tilbage.

Rosemarie Selmer Behrens havde været indlagt on/off i halvandet år.

Hun havde kunnet hive håret af i totter som halm fra en halmballe. Hun var blevet helt skaldet.

Hun var blevet opereret, og et stort ar dækker nu hendes mave. Hun havde kastet op, hun havde grædt af smerte.

Hun havde været dødsenssyg.

Men det var først den dag, hvor lægerne langt om længe erklærede hende kræftfri, at den sværeste periode startede.

Rosemarie Selmer Behrens og hendes familie er lige nu aktuelle i dokumentarfilmen 'Lever, elsker, savner', der bliver vist på TV 2 i forbindelse med ’Knæk cancer’-ugen. For hvordan er det at blive indlagt med kræft lige på kanten til sit voksenliv? En periode hvor man har gang i en løsrivelsesproces, men samtidig bliver fuldstændig afhængig af sine forældre.

Det første kræftforløb

Rosemarie Selmer Behrens fik kræft første gang som 3-årig. Her var hun indlagt i halvandet år, hvor særligt hendes mor var hos hende konstant.

Rosemaries mor Katrine Selmer Behrens fik sit livs chok: Hendes barn havde kræft. Frygten for at miste hende satte sig dybt i Katrine - et sted, som er forbeholdt de allersværeste følelser.

- Først kom chokket: Mit barn kan faktisk dø af det her. Efterfølgende kom kampgejsten, men også en form for styrke til at være på i alle øjeblikke, fortæller Katrine Selmer Behrens.

Rosemarie Selmer Behrens og hendes mor under første kræftforløb.

Selv husker Rosemarie Selmer Behrens mest lugten fra hospitalet, den sterile lugt. Og ellers en hyggelig tid.

- Jeg var jo på meget smertestillende, så jeg husker mest, at det var sjovt på hospitalet. Min mor skabte en lille verden omkring mig, fortæller Rosemarie Selmer Behrens.

Katrine Selmer Behrens kæmpede i halvandet år. Det var som at dyrke ekstremsport både mentalt og fysisk, og da Rosemarie som 4-årig blev erklæret kræftfri, kollapsede Katrine Selmer Behrens. Hun havde behov for hvile.

- Når alle står og klapper og er glade for, at alt gik godt, så skal man til at leve sit eget liv, som man har negligeret så længe. Jeg havde brug for bare at trække mig og finde tilbage til mig selv i den periode, siger Katrine Selmer Behrens.

Årene gik

Rosemarie Selmer Behrens voksede op og blev et barn med krudt i. Livet skulle opleves i fart, hun ville ikke spilde ét sekund.

Men som 12-årig ramte hun en mur, der bremsede al den fremadstormende energi.

Rosemarie Selmer Behrens husker selv dagen ganske tydeligt:

Hun vågnede en morgen og havde det dårligt. Rigtig dårligt. Hun svedte, var bleg og havde voldsom kvalme. Og så var der benet.

Det var næsten følelsesløst. Hun kunne overhovedet ikke støtte på det.

Hendes far mente, at de hellere måtte tage til lægen. Bare for en sikkerheds skyld. Selv troede hun ikke rigtig på, at noget alvorligt kunne være galt, selvom hun fik det værre og værre og til sidst kastede voldsomt op.

Det var først, da lægen mærkede på hendes mave og sendte dem direkte på hospitalet, at hun forstod, at det her ville ændre hendes liv. Igen.

At gå glip af livet

For Rosemarie Selmer Behrens var det værste ved kræftforløbet ikke selve sygdommen. Det var ikke smerterne. Det var ikke frygten for at dø.

Det var derimod, at livet var gået i stå, at tiden bare forsvandt. At hun selv forsvandt.

Rosemarie Selmer Behrens og hendes mor under anden indlæggelse.

- Jeg sov jo 20 timer i døgnet i perioder. Tiden føltes så mærkelig på hospitalet.

Sygdommen ramte hende på et tidspunkt, hvor hun kørte på højtryk i livet og var på vej ind i sine teenageår. Alting blev brat sat i stå, mens livet fortsatte for alle andre.

- Alle mine venner afholdt konfirmationer og begyndte at tage til fester og leve deres liv. Og imens jeg lå der, så følte jeg, at mine venner glemte mig. Alle andre fortsatte bare deres liv. Jeg følte, at jeg allerede var død for dem, siger Rosemarie Selmer Behrens.

Katrine Selmer Behrens var ved sin datters side igennem det halvandet år, kræftbehandlingen stod på. I perioder på flere måneder var de indlagte i isolation sammen, og selvom de intense dage gjorde dem tættere end nogensinde, sled det også på dem.

De begyndte oftere og oftere at ryge i totterne på hinanden.

Barnet i Rosemarie Selmer Behrens havde meget brug for sin mor, men teenageren i hende kunne ikke holde ud, at hun hele tiden var der.

Konflikterne voksede sig større og større, og da Rosemarie blev udskrevet, eskalerede de.

Rask?

Efter halvandet år i behandling for kræften blev den 14-årige Rosemarie erklæret kræftfri i 2017. Men hvad der for nogle kunne ligne en afslutning på en svær tid, så blev det netop starten på en af de sværeste perioder i både Katrine og Rosemaries liv.

Katrine Selmer Behrens havde igen brugt alle sine kræfter på at være mor. På at holde styr på alle aftalerne, på at læse doktorafhandlinger om sin datters kræftform, på at skulle være psykisk og fysisk til stede 100 procent. Hun var udmattet af at have lagt øre til Rosemaries tanker, af at agere skulder for hendes sorg og af at have været stødpude for hendes vrede. Hun havde brug for at trække sig. Mærke sig selv, stå stille.

Rosemarie Selmer Behrens havde brug for netop det modsatte: vildskab, at indhente, løbe derudad, indfange det tabte liv; hun ville feste, lære alle at kende, alle skulle kende hende. Møde alt. Møde alle.

Men hendes mor lå i familiens soveværelse i stilstand, hun havde brug for en pause. En pause som Rosemarie Selmer Behrens ikke kunne forstå. Hun var jo rask. Kunne hendes mor ikke bare være glad og normal igen?

I dokumentarfilmen om mor og datter bliver en af de diskussioner, som ofte fandt sted i den periode, vist. Katrine Selmer Behrens ligger i sengen og beder datteren sætte ord på, hvorfor hun er ked af det:

- Du bliver sur, når jeg siger det. Så nej, siger datteren.

- Hvis jeg nu ikke siger noget, men bare hører dig snakke?

- Jeg er skuffet over, at du statskassenasser. Jeg er skuffet over, at du ikke kan tage dig sammen i dit liv, når andre mennesker kan. Jeg er skuffet over, at jeg er klogere end dig, siger Rosemarie Selmer Behrens.

Hun fortsætter:

- Du er et ret forfærdeligt menneske. Du stiller en facade op. Du vil ikke have, at folk skal se, at du har problemer med din datter.

For diskussionerne tog ofte udgangspunkt i én ting, men endte med at handle om alt. Mor og datter trak i hver sin retning. Katrine mod pause og Rosemarie mod bevægelse. De havde svært ved at finde hinanden.

Vreden

Mor og datter gik igennem en tid med tusind konflikter. De kunne skændes om alt.

Selv husker Rosemarie Selmer Behrens tiden som voldsom.

- Jeg var i fuld fart og havde svært ved at rumme min mor i den periode. I dag ved jeg jo godt, at hun havde været så bange for at miste mig, og hun havde brug for at komme sig, siger hun.

Når Katrine Selmer Behrens ser tilbage, er den følelse, der sidder i hende, en stolthed over sin datter. At hun i den periode turde tage så mange konflikter og åbent fortælle om sine tanker og endda sin foragt for sin mor, var positivt, mener Katrine Selmer Behrens.

- Hun havde en tro på og tillid til, at hun måtte føle, som hun gjorde. Og at hun ikke ville blive dømt for det, hun sagde. Jeg er uendelig stolt af hende, siger hun.

Katrine Selmer Behrens og Rosemarie Selmer Behrens bor på Vesterbro i København.

I dag er Rosemarie Selmer Behrens 17 år gammel. Siden optagelserne til dokumentaren sluttede, har hun og Katrine Selmer Behrens haft mange diskussioner, men også hundrede af gode snakke.

Opklarende snakke, forløsende snakke, udfordrende snakke. Helende snakke.

- Vores relation i dag er bramfri. Den kan godt være hård og kontant. I forhold til vores mor-datter-relation er jeg kæmpe taknemmelig. Hun kommer med ret dybe ting i forhold til venner og kæreste og søger svar på nogle ting.

- Vi har talt rigtig meget om tingene, og vi har accepteret hinanden, i forhold til hvor vi har været i processen. Vi har et nært bånd, siger Katrine Selmer Behrens.

Og Rosemarie Selmer Behrens er enig. De to har stadig deres kampe, men de er blevet mere konstruktive.

Og det, de sammen har været igennem, har gjort deres bånd ubrydeligt.

'Lever, elsker, savner' kan ses på TV 2 i forbindelse med ’Knæk cancer’-ugen og på TV 2 PLAY.