Coronavirus

WHO slår fast: Remdesivir redder ikke liv

Hospitaler i 30 lande har kortlagt effekten af behandlingen med Remdesivir, som dog stadig har en virkning, siger dansk professor.

Lægemidlet Remdesivir, der bruges til at behandle hårdt ramte coronapatienter, har ikke nogen effekt på patienternes chance for overlevelse.

Det skriver The Financial Times ifølge nyhedsbureauet Reuters på baggrund af et nyt studie udført af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Men stoffet er stadig relevant at bruge i behandlingen af patienter, siger professor Jens Lundgren fra Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet og Københavns Universitet.

- Vi bruger stoffet til at accelerere behandlingen og få patienterne tidligere udskrevet, så de kan komme hjem, siger Jens Lundgren til TV 2.

Allerede i slutningen af maj var den danske forsker medforfatter på et internationalt studie publiceret af New England Journal of Medicine, foretaget blandt 1063 patienter.

Heller ikke her kunne det dokumenteres, at Remdesivir reducerer dødeligheden. Dertil var det statistiske grundlag for spinkelt.

Kan ikke redde menneskeliv

Nu bekræfter et nyt omfattende studie fra verdenssundhedsorganisationen WHO, at Remdesivir ikke kan redde patienter.

WHO har testet fire forskellige lægemidler på 11.266 indlagte patienter på 500 hospitaler i 30 lande, fortalte WHO-chef Soumya Swaminathan onsdag.

De fire lægemidler er Remdesivir, hydroxyklorokin, antihiv-medicin og interferon, som alle har været brugt i behandlingen af coronapatienter.

Allerede i juni stoppede man dog med at bruge hydroxyklorokin og antihiv-medicinen, da det viste sig at være ineffektivt.

Men spørger man Jens Lundgren, har Remdesivir stadig sin berettigelse, selv om det ikke direkte redder menneskeliv.

- Pointen med at bruge Remdesivir er, at man skal bruge det tidligt i behandlingen. Hvis patienterne først kommer på intensiv, har det beskeden effekt, siger Lundgren.

Forkorter sygdomsperiode med 32 procent

I et tidligere studie nåede Jens Lundgren sammen med en international forskergruppe frem til, at Remdesivir specifikt virker til at forkorte sygdomsperioden med 32 procent.

Samtidig er det vigtigt at komme hurtigt til læge, hvis man efter en positiv test ikke oplever en bedring i symptomerne inden for de første 4-8 dage.

- Hvis man kommer ind for sent i sygdomsforløbet, så forsvinder effekten, siger Jens Lundgren.

Det er det amerikanske medicinalselskab Gilead Sciences, der står bag produktionen af Remdesivir.

Remdesivir var det første lægemiddel, som præsident Donald Trump blev behandlet med, da han i begyndelsen af oktober blev smittet med covid-19.

WHO har ikke selv kommenteret resultatet, som fremlægges af The Financial Times.

Under coronakrisen har det længe været kendt, at Remdesivir kan gøre de ramte patienter hurtigere raske. Men det nye studie viser altså, at midlet ikke kan redde patienter.

WHO har testet fire forskellige lægemidler på 11.266 indlagte patienter. Det er Remdesivir, hydroxyklorokin, antihiv-medicin og interferon.