Coronavirus

Danske film redder danske biografer - for nu

Coronakrisen har truet danske biografer på eksistensen, men publikum valfarter i øjeblikket ind i det magiske mørke.

James Bond blev bremset af en ond og hidtil ukendt virus.

Men hvad den britiske superagent ikke formåede på grund af coronakrise og premiereforsinkelser, har fire midaldrende gymnasielærere rettet op på ved at sætte skub i billetsalget i ellers hensygnende danske biografer.

Det mærker man i Moviehouse i københavnerforstaden Hellerup, hvor 'Druk' har forvandlet økonomiske tømmermænd til boblende optimisme i en tid med store udfordringer for biograferne.

- Det betyder alt. Vi ser biografer rundt omkring i verden lukke ned, fordi de ikke har varer på hylderne, men nu har vi udsolgt nærmest hver eneste dag, siger Moviehouses ejer, Michael Obel, til TV 2.

Som et led i at øge sikkerheden for publikum har biograferne sørget for at skabe plads ved at lade minimum hvert tredje sæde stå tomt.

Samtidig er der sørget for ekstra fokus på hygiejne og på at køre forestillingerne så forskudt, at man undgår mange mennesker stimle sammen i foyeren på samme tid.

- Folk er trygge og glade for at gå i biografen igen. Og det er noget af det, vi har været allermest spændt på, efter at vi måtte lukke ned under coronakrisen, siger Michael Obel.

Bond udsat til april 2021

Konkret har det betydet, at en film som 'Druk' siden premieren har solgt 473.000 billetter. Men Thomas Vinterbergs stjernespækkede og anmelderroste film har ikke gjort det alene. Også titler som 'Far til fire og vikingerne' og 'Vor mand i Amerika' har trukket et stort publikum til med over 200.000 solgte billetter.

James Bond-filmen 'No Time To Die' er blevet udsat i flere omgange og skulle senest have haft premiere i november. Nu er den 25. film i rækken om manden, der foretrækker sin dry martini "shaken, not stirred", foreløbig udskudt til 2. april næste år, lyder de seneste bulletiner.

Også forventede publikumsmagneter som 'Matrix 4' og den nye 'Godzilla'-film har fået en premieredato engang i 2021.

Og de store Hollywood-produktioner er stadig essentielle.

- Vi kan ikke undvære Hollywood, selvom det er dejligt, at de danske film trækker, siger Michael Obel.

Lars Werge, der er direktør i Danske Biografer - brancheforeningen for landets biografer, er glad for øjebliksbilledet. Men lidt mere bekymret på længere sigt.

- Krisen holder pause lige nu, fordi der er nogle danske succesfilm til at vende billedet. Men længere frem er der mere tomt i premierekalenderen, og derfor er forventningerne ikke så høje, siger Lars Werge.

Den næste danske storfilm er Anders Thomas Jensens actionkomedie 'Retfærdighedens ryttere', som får premiere 19. november.

Ifølge Lars Werge ligger de danske biografer under 50 procent af billetsalget i 2019. Det skyldes hovedsageligt færre film i biograferne og færre gæster på grund af restriktioner, siger han.

- Biograferne var helt lukket ned i mere end to måneder fra marts til maj, så der er også et stort efterslæb. Men lige nu skinner solen på en lidt mørk baggrund, fordi billetsalget er nærmest halveret i sammenligning med sidste år, siger han.

I 2019 var lidt mere end hver fjerde solgte biografbillet til en dansk film.