Samfund

Falsk politimand franarrer ældre mand over en million

Arkivfoto. Den foreløbige efterforskning har ifølge politiet vist, at det lykkedes gerningsmanden at lænse den ældre mands konto for mere end en million kroner. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En 18-årig mand mistænkes for at have udgivet sig for at være politimand for at franarre ældre penge.

Gennem flere måneder har en 18-årig mand ifølge politiets sigtelse udgivet sig for at være politimand. På den måde har han franarret en ældre mand mere end en million kroner.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

I den seneste uge har politiet fået flere anmeldelser om, at en mand ringede til ældre borgere. Han udgav sig for at være en politimand, der efterforskede økonomisk kriminalitet og derfor havde brug for deres NemID-oplysninger.

Onsdag formiddag fik politiet et tip om, at den falske betjent var på besøg hos en ældre mand i Virum. Det rigtige politi rykkede ud og anholdt den 18-årige mand, der stadig var i den ældre mands hjem.

Besøgte sit offer hver uge

En afhøring af offeret og anden efterforskning har ifølge politiet vist, at den formodede gerningsmand i det seneste halve år har besøgt den ældre mand hver uge.

Offeret ville gerne hjælpe politiet og gav derfor "betjenten" adgang til sine oplysninger og computer. Den foreløbige efterforskning har ifølge politiet vist, at det lykkedes gerningsmanden at lænse den ældre mands konto for mere end en million kroner.

Den anholdte er tidligere blevet dømt for at bedrage ældre mennesker. Politiet mener, at der kan være flere ofre for svindlen, end man har hørt fra.

- For at få belyst sagen i videst muligt omfang opfordrer vi derfor til, at borgere, som for nylig enten selv er blevet udsat for noget lignende, eller som er pårørende til ældre borgere, hvor der er mistanke om, at de kan være blevet bedraget, kontakter os, siger politikommissær Henrik Sejer i pressemeddelelsen.

Den 18-årige vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.