Krænkelser på arbejdet

Hvad sker der, når en krænker navngives? Den seneste uges tumult giver svaret, siger ekspert

Morten Østergaards afgang kan give flere kvinder lyst til at stå frem med deres historier, når de ser, at det får konsekvenser, mener kønsforsker.

Det sekund, Sofie Linde sagde "stor tv-kanon", spidsede alle ører: Ville hun mon sige, hvem det var, der havde krænket hende?

Det ville hun ikke, men øjeblikket fra Zulu Comedy Galla satte skub i debatten. Siden har en lang række kvinder fra forskellige brancher fortalt om deres oplevelser med sexisme - uden at konkrete navne kom frem.

Argumentet har været, at der er tale om en generel sexistisk kultur og ikke enkelttilfælde, og derfor er navne ikke relevante.

Men onsdag ændrede det sig.

Morten Østergaard, forhenværende leder for Radikale Venstre, stod frem og fortalte, at det var hans hånd, Lotte Rod fjernede fra sit lår for næsten et årti siden.

Siden fulgte tumultariske dage, hvor der blev stillet skarpt på både Lotte Rod og Morten Østergaard, der fredag indrømmede at have krænket flere kvinder.

TV 2 har talt med to eksperter om, hvad der sker med debatten og de involverede parter, når en krænker navngives. Og de er langt fra enige.

Hvorfor vil vi have navnet?

Hver gang, der dukker en ny sexismesag op, kommer spørgsmålet: Hvem er krænkeren, og er personen offentligt kendt?

Det er ikke overraskende, mener Camilla Møhring Reestorff, som er lektor ved Aarhus Universitet og har forsket i mediernes dækning af MeToo.

Hun peger på særligt to grunde til, at vi er så optaget af at få navne på bordet.

For det første føler mange, at der er en vis retfærdighed forbundet med at få navnet frem i lyset. Hvis en person har begået fatale fejl, skal denne bøde for det og tage ansvar. Det kommer personen som ofte til, hvis han eller hun stilles til offentlig skue.

For det andet er mennesket grundlæggende sensationslystent. Vi er vilde med sladder og opsigtsvækkende historier. Det så vi eksempelvis, da det kom frem, at Morten Østergaard var Lotte Rods krænker.

Sensationslysten gælder naturligvis også i medierne, der ofte dyrker personhistorier, fordi det sælger, mener Camilla Møhring Reestorff.

Afsporer det debatten?

Mange frygter, at debatten bliver afsporet, så snart der sættes et navn på krænkeren. Og den frygt er ikke ubegrundet, fortæller Camilla Møhring Reestorff.

- Det bliver straks en mere sladderagtig historie, når krænkeren navngives, og mange ledes til at tro, det kun handler om den enkelte person.

Ifølge hende skal man efterfølgende kæmpe en hårdere kamp for at få debatten tilbage på rette spor, når først navnet er blevet offentliggjort. Og det er derfor, sexismedebatten i Danmark generelt har været præget af meget få navngivelser.

Den holdning deler Christian Groes, kønsforsker på Roskilde Universitet, langt fra. Ifølge ham er det afgørende, at der sættes navn og ansigt på krænkerne. Han mener ikke, det afsporer debatten, men tværtimod gør den langt mere håndgribelig.

- Navnet gør den afgørende forskel. Den sexistiske kultur ændrer sig ikke, medmindre vi hører om nogle konkrete sager og med egne øjne ser, at det får konsekvenser for krænkerne, siger Christian Groes.

Hvad betyder det for den krænkede?

ifølge Camilla Møhring Reestorff kan det få store konsekvenser for offeret, så snart krænkeren bliver navngivet. Først og fremmest juridisk, fordi han eller hun potentielt kan blive anklaget for injurier.

Derudover peger Camilla Møhring Reestorff på en række personlige konsekvenser, det kan have for offeret - for eksempel Lotte Rod, som har været udsat for meget vrede fra offentligheden, efter Morten Østergaard stod frem og indrømmede, at det var ham, der krænkede hende for over ti år siden.

- I ugens kaos finder vi en del af svaret på, hvorfor mange kvinder ikke vil sætte navn på. Man spørger sig selv: Vil offentligheden lytte til min historie, og vil folk tro på mig, siger Camilla Møhring Reestorff.

Christian Groes anerkender, at det kan have store konsekvenser for den, der vælger at stå frem, hvis der både er navn på offer og krænker.

Han mener dog ikke, at kvinder skal undlade at navngive deres krænker, men opfordrer i stedet til, at kvinderne selv optræder anonymt eller stiller sig frem i større grupper, så de ikke er så sårbare.

Hvad betyder det for den anklagede?

Det er naturligvis ikke kun offeret, det får konsekvenser for, når navnet på krænkeren bliver offentligt kendt. Krænkeren selv er i en særdeles udsat position, mener både Camilla Møhring Reestorff og Christian Groes.

Så snart navnet er ude, vil en simpel googlesøgning altid kunne forbinde personen med krænkelsessagen. Det er derfor heller ikke uden overvejelser, når medier vælger at offentliggøre navne.

Netop det blev diskuteret i søndagens afsnit af Presselogen, efter Berlingske valgte at bringe navn og billede på en vært på P1, der er blevet hjemsendt efter beskyldninger om krænkende adfærd.

Berlingskes chefredaktører Mette Østergaard argumenter for, at oplysningerne er i offentlighedens interesse, fordi der er tale om alvorlige og gentagne krænkelser samt magtmisbrug.

Det er dog ikke alle i panelet, der er enige i, at man burde have bragt hans navn. Anne-Marie Dohm, direktør på Radio4 mener endda, at det er direkte i strid god presseskik.

Har det en præventiv effekt?

Hjemsendelsen af en navngiven P1-vært og billedet af en tydeligt berørt Morten Østergaard, der fortæller, at han trækker sig som politisk leder for Radikale Venstre. Det er ifølge Christian Groes øjeblikke som disse, der gør den afgørende forskel på vejen mod en kulturændring.

Han mener nemlig, det har en tydelig præventiv effekt, når der sættes navn på krænkeren, fordi mange mænd kigger med og tænker: "Okay, det får rent faktisk konsekvenser at overskride grænserne for ordentlig opførsel, måske jeg skulle lade være".

Christian Groes mener desuden, at det kan give flere kvinder lyst til at stå frem med deres historier, når de ser, at det får konsekvenser for de skyldige mænd.