Samfund

Lokalformand sår tvivl om Morten Østergaards fremtid

Ifølge Zenia Stampe er det "beklageligt", at Morten Østergaard er endt i en rolle som syndebuk, men det er udtryk for et nybrud i tiden.

Morten Østergaard kunne onsdag kalde sig forhenværende politisk leder og gruppeformand for de radikales folketingsgruppe.

Men dagen derpå har dønningerne ikke lagt sig efter frontfigurens opsigtsvækkende exit. Og i Morten Østergaards politiske bagland er sagen også langt fra et lukket kapitel.

Formand for de radikales lokalforening i Aarhus Klaus Bach Trads sår nu ifølge Politiken tvivl om, hvorvidt Morten Østergaard fremover kan regne med støtte fra partiet i Aarhus, hvor han er valgt til Folketinget.

- Han har svigtet gruppens tillid. Han har svigtet offentlighedens tillid. Og han har svigtet baglandets tillid. Vi skal i baglandet i Aarhus bruge de kommende måneder på at diskutere, hvordan vi kommer videre herfra, siger Klaus Bach Trads.

Syndebukke er forkert

Morten Østergaard trak sig onsdag som politisk leder og gruppeformand for de radikales folketingsgruppe efter et mere end seks timer langt og dramatisk møde på Den Sorte Diamant i København.

Her stod det klart, at partiets ledelse i længere tid havde dækket over, at Østergaard tidligere havde krænket sin partifælle Lotte Rod ved at lægge en hånd på hendes lår.

Sofie Carsten Nielsen blev efterfølgende valgt som politisk leder i de radikales folketingsgruppe.

Zenia Stampe siger torsdag til TV 2, at Morten Østergaards sag blot er én blandt "millioner".

- Jeg har altid syntes, det var forkert med enkelte syndebukke, men nogle gange er det det, der skal til. Og jeg er glad for, at Morten selv traf det valg at sige, "at jeg må ofre mig for, at vi kan få det her nybrud", siger hun.

Det var ikke mindst de radikales Samira Nawa, der var blandt de første til at sætte Christiansborg i fokus som et sted, hvor seksuel chikane findes.

- Det var hende, der åbnede ballet ved at turde sige, at det her også handler om noget konkret, og det fulgte Lotte (Rod, red.) op ved at sige det åbent, og det skal de have tak for, siger Stampe.

Bliver stående i hukommelsen

Partiets transport- og udlændingeordfører Andreas Steenberg erkender, at mødet vil blive stående i hukommelsen.

- Det var en trist dag, som jeg nok desværre sent vil glemme. Jeg har egentlig stadig svært ved at sætte ord på det. Det var selvfølgelig dramatisk, og noget jeg stadigvæk er sørgelig over, siger Steenberg.

Det Radikale Venstres ledelse holdt længe fast i, at sagen - med Morten Østergaards egne ord - var lukket med en "påtale". Men på det dramatisk gruppemøde onsdag øgedes presset i gruppen for, at der blev sat navn på.

Det førte til et kampvalg om posten som gruppeformand mellem Sofie Carsten Nielsen og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, som torsdag kritiserer ledelsen.

- Jeg synes ikke, at den sag blev håndteret godt af gruppeledelsen. Der blev lavet et coverup, som ikke skulle have været lavet, siger Martin Lidegaard til TV 2.

Kendte til krænkelsessagen

Sofie Carsten Nielsen har oplyst, at hun kendte til krænkelsessagen om Lotte Rod.

Ifølge TV 2s oplysninger mener flere i Radikale Venstre, at det er problematisk, at hun har overtaget posten som ny politisk leder, når hun selv har været med til at hemmeligholde, at Morten Østergaard var krænkeren.

Martin Lidegaard lægger ikke skjul på, at de radikale ifølge ham burde have haft en anden ny leder end Sofie Carsten Nielsen.

- Det var en af grundene til, at jeg stillede op, siger han.