Mindst 90.000 danskere har været smittet, anslår SSI efter ny undersøgelse
Ifølge ny undersøgelse har mindst tre gange så mange som det officielle smittetal været smittet med coronavirus.
Gennemsnitligt 2,2 procent af den danske befolkning over 12 år har været smittet med coronavirus frem til 15. august.
Det tyder en undersøgelse af antistoffer blandt tusindvis af tilfældigt udvalgte danskere på, fremgår det af en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Dermed kan markant flere danskere have været smittet med coronavirus end de officielle tal. Indtil videre er der i Danmark nemlig konstateret 30.379 smittetilfælde.
- Sandsynligt, at tallet er højere end lavere
Instituttet oplyser, at resultaterne skal tolkes med forsigtighed, fordi det blandt andet ikke er sikkert, at alle, der har været smittet, har antistoffer, der kan måles.
- Generelt kan man dog sige, at når blot et par procent foreløbig har haft sygdommen, så har indsatsen for at beskytte befolkningen mod smitte indtil videre fungeret godt, oplyser afsnitsleder Steen Ethelberg fra SSI, der har stået for undersøgelsen.
Til TV 2 oplyser Steen Ethelberg, at eksperterne heller ikke endnu er klar over, hvor længe smittede personer har antistoffer mod coronavirus i blodet, ligesom det er uvist, hvor mange antistoffer personer med milde symptomer udvikler.
- Derfor er det mere sandsynligt, at tallet er højere end lavere, siger han.
På samme måde har man ikke testet børn under 12 år.
Instituttet oplyser, at beregningen er behæftet med en usikkerhed, der går fra 1,8 procent til 2,6 procent - altså et gennemsnit på 2,2 procent. Det svarer til, at mellem 90.000 og 130.000 personer over 12 år midt i august havde været smittet med covid-19 i Danmark.
Halvdelen af de smittede havde slet ikke haft symptomer
Med til undersøgelsen fulgte et spørgeskema, som dog ikke alle deltagere besvarede.
- Men blandt dem, der gjorde, kunne kun cirka halvdelen af dem mindes at have været syge siden 1. februar, oplyser SSI.
Det tyder ifølge instituttet på, at omkring halvdelen af de smittede slet ikke havde haft symptomer.
Undersøgelsen viser også, at pandemien med coronavirus ikke har ramt lige i Danmark. Således er der flere unge mellem 20 og 29 år, der har været smittet i midten af august. Der er også flere i Region Hovedstaden end i resten af Danmark - der er færrest i Region Nordjylland.
I alt 18.000 danskere over 12 år blev i august inviteret til at deltage i undersøgelsen, men ifølge SSI har kun cirka en tredjedel deltaget. Undersøgelsen skal ikke forveksles med den landsdækkende og store corona-undersøgelse "Vi Tester Danmark."
Også i den undersøgelse er danskere blevet tilfældigt udvalgt, men formålet med undersøgelsen er at indsamle viden om corona, herunder blandt andet hvilke befolkningsgrupper, der smittes. Når man har besvaret den undersøgelse er der dog mulighed for at få tilsendt en antistoftest.
Det er anden gang, der der er blevet gennemført en undersøgelse af antistoffer. Første gang var i maj, hvor 47 procent af 5200 danskere deltog. Resultaterne fra maj tydede på, at gennemsnitligt 1,2 procent af befolkningen på dét tidspunkt havde haft covid-19.