Samfund

Weekenden har budt på massive salg i detailhandlen, efter feriepenge blev frigivet

Mere end halvanden million danskere har nu bestilt feriepenge, og pengene går til blandt andet køkkenmaskiner og møbler.

Danskernes indefrosne penge er begyndt at lune flere steder i detailhandlen.

Sådan er billedet flere steder, hvor TV 2 har været forbi for at tage pulsen på forbrugernes købelyst en lille uges tid, efter der blev åbnet for adgang.

- Vi har oplevet et større kundetryk end normalt. Det er blandt andet nyt fjernsyn, køkkengrej og hvidevarer, folk går efter nu, da rejser ikke på samme måde som før er mulige, siger varehuschef Suni Hentze fra Elgiganten i Kolding til TV 2.

Status var ifølge ATP fredag, at 1,6 millioner danskere har bestilt cirka 34 milliarder kroner af pengene, som blev gjort tilgængelige 29. september.

Stor vækst i weekenden

Salling Group, der blandt andet står bag Netto, Føtex og Bilka samt BR-butikkerne, har over weekenden oplevet stor vækst i salget på tværs af kæder, og det samme gør sig gældende i BR, hvor der bliver handlet mere per kunde og for højere beløb end normalt, oplyser Salling Group ifølge Ritzau.

- Særligt i Bilka, hvor elektronik, blandt andet tv, har stået højt på danskernes indkøbsseddel, lyder det.

En af de forbrugere, som har ladet kronerne rulle, er 20-årige Maria Rahbek.

Hun er studerende, men optjente sine feriepenge ved at arbejde i et sabbatår fra studierne i 2019.

- Pengene er faldet på et godt tidspunkt, for jeg stod og skulle bruge en ny computer på mit studie, fortæller hun.

Forstod ikke hvad der skete

Hos Jysk, som er kendt for dyner, puder og boligtilbehør, kan feriepengene også mærkes, bekræfter kommunikationsdirektør, Rune Jungberg Pedersen.

- Vi har solgt godt, siden feriepengene blev udbetalt. Salget er markant højere end en normal weekend, siger han.

Hos onlinebutikken Coolshop har feriepengene sat gang i et overraskende salg, fortæller medejer Jacob Risgaard.

- Vi så lørdag, at der pludselig var gang i salget, faktisk 20 procent over en normal rigtig god lørdag. Vi forstod ikke, hvad der skete, indtil det gik op for os, at feriepengene var gået ind.

- Det ser ud, som om der bliver købt helt dyre julegaver. Der bliver også købt legetøj, skønhedsprodukter og en masse Philips Hue LED-lamper, siger han.

Ifølge informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, har koncernen oplevet over 20 procent mere onlinesalg på varer uden for fødevareområdet fra torsdag til og med lørdag.

- Vi har set en betydelig vækst på de lidt dyrere varer. Folk køber blandt andet køkkenmaskiner og møbler, siger han, men peger samtidig på, at det er først på måneden, og at mange danskere derfor lige har fået penge på kontoen.

Også langsigtede investeringer

Forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, forventer, at danske virksomheder vil kunne mærke en effekt i de kommende måneder.

- Der vil være investeringer, som er lidt mere langsigtede, som at folk vil have nyt køkken, og derfor vil man kunne se en effekt i forbruget både i oktober, november og december, siger hun.

Ifølge den borgerligt liberale tænketank CEPOS, vil 40 procent af de indefrosne feriepenge blive kanaliseret ud til forbrug.

Nationalbanken har også lavet en analyse af udsigterne for dansk økonomi, og her lyder det, at udbetalingen af de tre ugers feriepenge vil "bidrage til at øge den økonomiske aktivitet", og at det derudover "giver afledte effekter på beskæftigelse og indkomst, der øger det private forbrug yderligere".