Coronavirus

Virusprofessor efter dagens coronatal: - Vi har knækket kurven

Der er kommet nyt tal for antal coronasmittede i Danmark. Ritzau Scanpix / TV 2 Grafik

Der er registreret ét nyt dødsfald de seneste 24 timer.

Der er konstateret 398 nye tilfælde af coronavirus det seneste døgn.

Det meddeler Statens Serum Institut.

Der er sket ét nyt coronarelateret dødsfald og antallet af indlagte er steget med syv.

Professor: - Vi har knækket kurven

Søren Riis Paludan er professor på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, hvor han forsker i virus.

Dagens tal viser, at de restriktioner, der blev vedtaget for et par uger siden, har haft en effekt.

- Vi har knækket kurven. Det konsistente niveau med over 600 nysmittede er brudt. Den nedadgående trend viser, at vi kan holde smitten på et niveau, hvor den ikke udbreder sig yderligere, siger Søren Riis Paludan.

Han understreger, at vi fortsat vil se en stigning i nyindlagte, da man i sagens natur først skal være registreret smittet.

Professor i epidemiologi ved Københavns Universitet Thorkild Sørensen registrerer dagens coronatal med forbehold:

- For mig at se er det klart at se, at epidemien stadig er til stede til trods for de mange udmærkede tiltag, vi har taget, siger han.

Thorkild Sørensen ønsker derfor at se på yderligere initiativer der sikrer, at epidemien ikke eksploderer igen.

- Vi mangler at tage højde for den utroligt nyttige virkning af frisk og virusfri luft. Vi skal være mere udenfor og mindre indenfor, og vi skal lufte bedre ud, når vi er indenfor.

Solrød Kommune har oplevet den største smitte den seneste uge med 56 nye bekræftede tilfælde svarende til 241 per 100.000 indbygger.