Coronavirus

Nye hosteklinikker skal vurdere patienter med mulige coronasymptomer

Sundhedsstyrelsen etablerer hosteklinikker, der kan tilse patienter hurtigt.

I dag er første dag i influenzasæsonen, og derfor kan flere danskere forvente at blive syge med influenza henover de næste måneder.

Det betyder, at flere får brug for at blive testet for coronavirus og dermed også for at se en sygeplejerske eller læge, da symptomerne på de to sygdomme kan være meget ens.

For at imødekomme det behov har Sundhedsstyrelsen sammen med de praktiserende læger og regionerne lagt en plan for, hvordan man sikrer, at "de patienter, der har brug for en sundhedsfaglig vurdering af deres tilstand, får den til tiden og uden forsinkelse og af nogen, der har de rette kompetencer".

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Etablerer hosteklinikker

Styrelsen vil derfor etablere såkaldte hosteklinikker - eller "kliniske vurderingsenheder" - hvor sundhedspersonale kan tilse patienter, der har brug for en hurtig sundhedsfaglig vurdering.

- Det vil aflaste både børneafdelinger og akutmodtagelser på sygehusene. Det vil også blive sådan, at vi etablerer et spor, hvor man får hurtigt svar på test, så man kan blive vurderet af sin egen læge inden for de nærmeste dage. Endelig vil personer, der ikke har brug for en læge, selv kunne booke en test, siger Helene Probst, der er konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

- Lige nu knokler regionerne med at få bygget de nye klinikker op og få lagt sporene sammen. Det bliver nok lidt forskelligt på tværs af landet, både hvornår de er klar, og hvordan det konkret bliver tilrettelagt. De har travlt ude på sygehuse og i lægehuse lige nu, og vi skal samtidig lige finde det rette personale til at løse opgaverne, siger Helene Probst.

Sundhedsstyrelsen vil komme med en detaljeret beskrivelse af det nye system, så snart det er klar.

Styrelsen forventer, at det bliver i uge 43 - altså ugen efter efterårsferien.

Influenza kan udfordre testkapaciteten

Symptomer på coronavirus og på influenza kan minde meget om hinanden.

Derfor kan influenzasæsonen sætte den danske testkapacitet voldsomt under pres den kommende tid.

Hvert år bliver personer fra en række grupper – ældre over 65 år, gravide, personer med kroniske sygdomme og overvægtige for eksempel – tilbudt at få en influenzavaccination. I år er kredsen udvidet til også at omfatte sundhedspersonale, skrev Statens Serum Institut (SS) i en pressemeddelelse for et par dage siden.

I samme pressemeddelelse opfordrede SSI til, at man lader sig vaccinere, hvis man er en del af de grupper, der får tilbuddet.

- Influenzavaccination nedsætter ikke kun risikoen for at blive smittet med influenza, men også risikoen for udvikling af alvorlig sygdom, indlæggelse og død som følge af influenza, såfremt man alligevel skulle blive syg trods vaccination, lød det fra Lasse S. Vestergaard, afdelingslæge i SSI, i pressemeddelelsen.