Coronavirus

Nu udbetales der 1000 skattefri kroner til 2,2 millioner danskerne

Beløbet vil være på en gruppe danskeres konti inden uge 42. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Udbetalingen skal sparke gang i forbruget under coronakrisen. De fleste danskere vil have pengene inden weekenden.

Et skattefrit engangsbeløb på 1000 kroner er på vej ind på 2,2 millioner danskeres bankkonti.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet og ATP i pressemeddelelser torsdag morgen.

Udbetalingen vil ske til mennesker, som har modtaget offentlig forsørgelse i april 2020. Det gælder for eksempel pensionister, efterlønnere, dagpengemodtagere og studerende på SU. Læs listen her for at læse, hvilke grupper der kan se frem til at modtage beløbet.

Pengene vil automatisk blive udbetalt inden uge 42 på borgernes NemKonto, lyder det. De fleste borgere vil have pengene på kontoen inden weekenden, står der i pressemeddelelsen.

Udbetalingen vil ske automatisk. De 1000 skattefri kroner har ikke indflydelse på de offentlige ydelser, man modtager.

Har ikke indflydelse på andre ydelser

Udbetalingen af pengene er en del af den genopretningspakke, som Folketinget blev enige om tilbage i juni. Det blev besluttet for at sparke gang i forbruget under coronakrisen.

I samme ombæring blev det også besluttet, at tre af de fem ugers indefrosne feriepenge skulle danskerne kunne tilvælge at hæve.

Det blev der åbnet for at gøre tirsdag, hvor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og ATP holdt et pressemøde om, hvordan man bestiller sine feriepenge.

- Det er godt, at pengene nu kan begynde at komme ud og arbejde. Det er der behov for. Vi ved, at mange virksomheder har svært ved at få økonomien til at løbe rundt på grund af coronakrisen, og saltvandsindsprøjtning kan være med til at få gang i hjulene og dermed redde arbejdspladser, sagde Peter Hummelgaard på pressemødet.

Det har efterfølgende givet kø hos borger.dk, som man skal bestille pengene igennem.

De 1000 skattefri kroner har ikke indflydelse på de offentlige ydelser, man modtager.

Det forventes, at udbetalingen af de 1000 kroner vil medføre merudgifter på 1,8 milliarder kroner i 2020.