Coronavirus

Nu frarådes rejser til Slovakiet - se de opdaterede rejsevejledninger her

Der er efterhånden mange lande i Europa, som de danske myndigheder fraråder danskerne at rejse til.  Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Flere europæiske lande har indført restriktioner for danskere, der ønsker at rejse ind i landet.

Torsdag har Udenrigsministeriet opdateret de officielle rejsevejledninger, så nu også rejser til Slovakiet og San Marino frarådes.

Det sker, efter begge lande har oplevet stigende smittetal.

Disse lande må du fortsat rejse til

De danske myndigheder fraråder efterhånden rejser til mange lande i EU. Du må dog fortsatte rejse til: 

  • Norge
  • Sverige
  • Tyskland
  • Polen
  • Italien
  • Bulgarien
  • Grækenland
  • Cypern

Man skal stadig udvise stor forsigtighed, hvis man vælger at rejse til et af disse lande. 

Kilde: Undenrigsministeriet

De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge i et land i EU og Schengen.

Slovakiet har 34,5 smittetilfælde per 100.000 indbyggere, og San Marino har 34,8, viser tal fra Statens Serum Institut. Dermed har begge lande overskredet grænsen.

San Marino har før været et orange land, og er det nu endnu engang.

Mange orange pletter

Rejsevejledningerne bliver opdateret hver torsdag, og i sidste uge blev danskere frarådet unødvendige rejser til Storbritannien.

Der er efterhånden mange orange pletter på kortet. De seneste uger har tendensen været, at flere lande markeres som orange, end der er lande, som vender tilbage til at være gule.

Gul betyder, at man skal være "ekstra forsigtig", men myndigheder fraråder ikke decideret rejser hertil.

For at et land, der først er blevet lukket, kan blive åbnet igen, skal landet have under 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.

Danmark på rød liste

17. september krydsede Danmark selv den afgørende grænse for antal smittede per 100.000 indbyggere. Det betyder, at de danske myndigheder ville fraråde alle ikke nødvendige rejser til Danmark.

Sidste uge oplyste de britiske myndigheder, at Danmark er føjet til deres røde liste. Det betyder, at alle, der rejser fra Danmark ind i Storbritannien, skal i 14 dages hjemmekarantæne.

I Norge er der krav om ti dages karantæne for danskere ved indrejse, og i Tyskland er der krav om 14 dages karantæne for indrejsende fra Region Hovedstaden.

Derudover har Belgien nu tilføjet Region Nordjylland til listen over danske regioner, hvor der er krav om karantæne og test ved indrejse, hvilket også gælder for Region Hovedstaden

Det seneste døgn er der registreret 398 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Der er syv flere indlagte end i går, og en er død med coronavirus.

Ifølge Søren Riis Paludan, professor på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, viser de seneste dages tal, at vi har knækket smittekurven herhjemme.