Samfund

Elefantunge er kommet til verden i Københavns Zoo

Dyrlægerne kan endnu ikke fastslå kønnet på elefantungen.

En ny elefantunge har set dagens lys i Københavns Zoo.

Elefantmoren er den 22-årige asiatiske hunelefant Surin, og hun fødte sin lille ny kort efter klokken 21.

Jeg tror, det er en hun, men vi har ikke kunnet se det, og vi vil ikke ned at mase på endnu

Mads Frost Bertelsen, dyrlæge

Ifølge dyrlæge Mads Frost Bertelsen var elefantungen allerede efter 20 minutter på benene og går nu rundt i flokken blandt de andre hunner og de to store hanunger.

- Det gik, som det skulle, og den har det godt nu. Vi vil gerne se, at den får noget mælk, og hvis den gør det, ånder vi lettet op i løbet af morgenstunden formentligt, siger dyrlægen til TV 2.

Det er tredje gang, Surin er drægtig, men de to første gange lykkedes det ikke for hende, begge gange døde hendes små kalve.

Den nye elefantunge i Zoo.

Derfor er der også glæde blandt dyrlæger og dyrepassere over det nyeste medlem af elefantfamilien i den københavnske zoologiske have.

- Vi kommer ikke til at gøre mere end at glæde os over synet af elefantflokken, der har klaret dette selv i helt naturlig forstand. Der er ikke brug for, at vi blander os lige nu, siger Mads Frost Bertelsen.

En han eller hun?

Hvorvidt Surin har født en han eller hun, ved dyrlægerne ikke endnu.

Men Mads Frost Bertelsen håber på, at det er en hun, for det vil betyde, at Københavns Zoo kan beholde den.

- Jeg tror, det er en hun, men vi har ikke kunnet se det, og vi vil ikke ned og mase på endnu, siger han og fortsætter:

- Vi håber på, at det er en hun, for ligesom andre dyr, der lever i flok, er der brug for flere hunner end hanner. Hvis det er en hun, kan hun formentlig blive i København i resten af sit liv. Er det en han, skal han ud i verden og enten gå med andre hanner eller være avlshan.

Lige har elefantungen ikke noget navn. Men det kommer, fortæller Mads Frost Bertelsen.

- Vi har en liste, så vi forsøger at finde et navn, der relaterer sig til geografien, hvor de kommer fra, siger dyrlægen.

Det er elefantfødsel nummer 16 i Zoologisk Have i København, siden den første baby-elefant kom til verden i 1907.

På verdensplan blev der født 16 nye elefantunger i zoologiske haver sidste år, heraf 11 i Europa.