Coronavirus

Influenza-sæsonen er i gang - er ondt i halsen influenza eller covid-19?

Det er ikke muligt selv at bestille en test på coronaprover.dk, hvis man har symptomer – medmindre man lyver for systemet. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Der er én karakteristisk forskel på influenza og covid-19 - men uden en test er det umuligt at vide, om man har det ene eller det andet.

Feber. Hovedpine. Ondt i halsen.

Sådan lyder symptomerne på coronavirus.

Men det er også symptomer på den almindelige influenza, der hvert år lægger danskere ned på stribe. Og den sæson er netop skudt i gang.

- Det største problem bliver, at al influenza vil blive tolket som covid-19. Begge virusser giver de samme symptomer, og hvis du vågner op med hovedpine og feber, så er det umuligt at vide, om det er det ene eller det andet, siger næstformanden i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Mireille Lacroix, til TV 2.

Coronavirus symptomer

Hun bliver bakket op af Lasse S. Vestergaard, der er afdelingslæge for infektionsepidemiologi og forebyggelse på Statens Serum Institut.

Han fremhæver desuden, at den kommende tid med både coronavirus og influenza er en ”kæmpe udfordring,” der kommer til at lægge pres på hele den danske testkapacitet.

- Det er en sundhedsmæssig og organisatorisk udfordring. Det må vi bare erkende. Hvordan håndterer vi, at alle syge bliver testet? For hvis vi ikke tester, får vi ikke en fornemmelse af, hvordan smittespredningen foregår, siger han.

Der er en tydelig forskel på coronavirus og influenza

Verdenssundhedsorganisationen, universiteter og regeringer har offentliggjort grafikker, der viser, at nogle symptomer kan være mere fremtrædende ved smitte med coronavirus end ved influenza – og omvendt.

Ifølge Mireille Lacroix handler det om ren statistik – at der statistisk set kan være forskelle i fordelingen af, hvor mange med covid-19, der eksempelvis får hovedpine i forhold til de influenzaramte danskere.

Jeg har hørt fra flere, at de lyver om, at de har symptomer og i stedet sætter flueben ved noget andet

Mireille Lacroix

Også Lasse S. Vestergaard påpeger, at man skal være varsom med at tillægge disse grafer for meget betydning. Endnu. For forskere over hele verden sidder lige nu og kigger på netop dette.

Men der er dog én karakteristisk forskel på covid-19 og influenza, forklarer han.

- Typisk for influenza er pludselig opstået sygdom med høj feber inden for få timer. Altså akut sygdom. Når det gælder coronavirus, siger vi nu, at den er lidt mere diffus og langsomt startende – man får ikke høj feber fra den ene time til den anden, forklarer han.

Samtidig har der ved coronavirus vist sig at være en bredere vifte af symptomer, der ikke er de samme som ved influenza. Det glæder blandt andet neurologiske skader, blodpropper og organsvigt, som du kan læse mere om her.

Så hvad gør man, hvis man vågner op en morgen med hovedpine og ondt i halsen?

Giver reglerne mening i en tid med både corona og influenza?

Flere politiske sundhedsordførere fik i begyndelsen af september at vide, at reglerne ville blive ændret, så personer med lette symptomer selv ville kunne bestille en test på coronaprøver.dk.

Endnu er intet sket, og Sundhedsstyrelsen oplyser onsdag til TV 2, at det ikke er muligt at stille op til interview.

Derfor er retningslinjerne, som de hele tiden har været: Selv ved lette symptomer skal man ringe til sin praktiserende læge for at få en henvisning til en coronatest.

Det er nemlig ikke muligt selv at bestille en test på coronaprover.dk, hvis man har symptomer – medmindre man lyver overfor systemet.

- Jeg har hørt fra flere, at de lyver om, at de har symptomer og i stedet sætter flueben ved noget andet for at kunne få taget en test uden at skulle forbi lægen først, siger Mireille Lacroix.

Men det er ikke muligt at gå uden om den praktiserende læge på coronaprøver.dk, hvis man samtidig vil hjælpe myndighederne med at deltage i smittesporing.
Hvis man har symptomer, er det ikke muligt at bestille tid på coroneprover.dk.

PLO slår derfor igen til lyd for, at sundhedsmyndighederne ændrer reglerne, så personer med milde symptomer ikke behøver at ringe til sin praktiserende læge eller lyve for selv at kunne bestille en test.

Det ville ifølge organisationen betyde, at de praktiserende læger får mere tid til patienter, der er syge med andet end covid-19 og influenza. Og samtidig vil det give et mere retvisende billede af, hvor mange tilfælde med coronavirus, der bliver opdaget i samfundssporet, siger Mireille Lacroix.

Hvad er forskellen på sundheds- og samfundssporet?

  • Sundhedssporet er organiseret under regionen og podningerne foretages i regi af de tre akuthospitaler.
  • Samfundssporet er organiseret under Statens Serum Institut (SSI), og test foretages i regi af Testcenter Danmark.

Kilde: Sundhed.dk

- I øjeblikket får vi at vide, at samfundssporet er vigtigt, fordi der bliver opsporet flere smittede end i sundhedssporet, men ved vi helt reelt, om dette er et korrekt billede – og om flere ikke bare sætter kryds i noget andet, selv om de har symptomer?

Lasse S. Vestergaard ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt det i en tid med influenza giver mening, at alle danskere med milde symptomer skal ringe til lægen for at kunne blive testet. Han henviser til, at spørgsmålet er led i en "aktuel politisk diskussion, som Statens Serum Institut ikke deltager i."

Om den politiske diskussion ender i ændringer er uvist.

Indtil videre skal alle med symptomer derfor forbi lægen for at kunne få en test. I den forbindelse opfordrer Mireille Lacroix danskere med milde symptomer til at ringe efter klokken 9, så andre syge patienter, har mulighed for at komme igennem i lægens telefontid om morgenen.

Hvad ville du have gjort sidste år?

Men hvad er så lette og milde symptomer?

Ifølge professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, Jens Lundgren, mangler der fra sundhedsmyndighedernes side en klar definition af, hvad lette symptomer er.

Ville jeg være gået til læge sidste år? Hvis svaret er nej, skal man selv kunne bestille en test på coronaprover.dk

Mireille Lacroix

Hans forsøg på en definition er:

- Du kan mærke, at der er et eller andet, men du kan godt fungere og gå rundt, fremfor hvis du ligger i din seng og ikke kan klare de ting, som du normalt kan. Men det skal selvfølgelig defineres yderligere, og det regner jeg med, at Sundhedsstyrelsen kommer ind på.

Ifølge Mireille Lacroix skal samfundet tilbage til præ-corona.

- Danskerne er jo ikke altid gået til læge med en forkølelse eller influenza. Vi skal tilbage til, at danskerne i højere grad mærker efter og stiller sig selv spørgsmålet: Ville jeg være gået til læge sidste år? Hvis svaret er nej, skal man selv kunne bestille en test på coronaprover.dk, siger hun.

Det er Christian Wejse, der er læge og lektor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, enig i.

- Det kan være en vanskelig vurdering, men de fleste er med på, at hvis man har lidt snue, så er det ikke normalt noget, man ville søge læge for – og så skal man selv kunne bestille en test, siger han.

Mireille Lacroix fremhæver, at danskerne selvfølgelig fortsat skal kunne ringe til sin praktiserende læge, hvis man har svært ved at vurdere, hvordan man har det, eller hvis man har det så skidt, at lægen skal foretage en undersøgelse.

Endnu har der ikke været én positiv influenzaprøve

Ifølge både Mireille Lacroix og Lasse S. Vestergaard er forventningen til den forestående influenzasæson, at den vil være mildere end tidligere sæsoner, men at der ifølge Mireille Lacroix vil være flere tilfælde end i foråret. Her var der tale om både en usædvanlig mild sæson, og det faktum at samfundet blev lukket ned i marts.

De første tilfælde begynder så småt at komme i oktober og november

Lasse S. Vestergaard

- Hvis folk overholder anbefalingerne om afstand, håndsprit og færre sociale sammenkomster, vil der være færre tilfælde med influenza, end der plejer at være, siger Mireille Lacroix.

På de steder i verden, der har vinter, når vi har sommer – som for eksempel Australien – har vinterens influenzasæson indtil videre mild. Det skyldes blandt andet coronarestriktioner og begrænset rejseaktivitet, der ligesom coronavirus også er den måde, sæsoninfluenzaen spreder sig på.

- Nogle år ser vi en alvorligere influenzatype end andre - det vil vi også kunne se i år, men det ved vi ikke endnu, siger han.

Den seneste melding fra Statens Serum Institut, der også overvåger den almindelige sæsoninfluenza, er, at der endnu ikke har været én eneste positiv influenzaprøve.

- De første tilfælde begynder så småt at komme i oktober og november og udvikler sig så i løbet af december og januar, siger Lasse S. Vestergaard.

Sæsoninfluenzaen kører fra uge 40 i det ene år til uge 20 i det andet år i alle lande, fordi de følger det samme overvågningssystem.