Coronavirus

534 nye coronasmittede siden i går

Selv om antallet af smittede nu igen ser ud til at stige, så mener professor Hans Jørgen Kolmos, at tallene ser fornuftige ud.

Der er 534 nye tilfælde af registrerede coronasmittede siden i går. Ingen er døde af sygdommen, oplyser Statens Serum Institut.

Antallet af indlagte falder med fem til 102.

Tirsdag var der 392 yderligere smittede og et enkelt dødsfald som følge af covid-19.

Professor: Skal se tallene uge for uge

Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på SDU sagde tirsdag, at det faldende antal smittede ser ud til at være et udtryk for, at de nye restriktioner er begyndt at virke.

Han henviser til, at beværtninger har skullet lukke klokken 22 siden 18. september, ligesom mundbind er blevet et krav under visse forhold på restaurationer.

Og selv om antallet af smittede nu igen ser ud til at stige, så holder han fast i sin udmelding fra i går.

- Faktisk kan man ikke bruge det daglige tal til særlig meget. Det kommer til at variere fra dag til dag. Vi skal se tallene over en uge for for alvor at kunne konkludere noget, siger han til TV 2.

Han understreger dog, at selv om dagens tal er højere end gårsdagens, så er det lavere, end de tal vi så i løbet af weekenden.

- Så alt i alt synes jeg, at det ser fornuftigt ud, siger han.

Tirsdag sagde faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, at det var for tidligt at glæde sig, selvom de daglige smittetal var faldet til et niveau noget under de flere end 600, der blev registreret i starten af sidste weekend.

Og så var Kåre Mølbak godt tilfreds med, at antallet af indlagte har "stabiliseret sig omkring de 100."

Overlæge: Tallene vil gå op og ned

Samme melding kommer fra Kasper Iversen, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Herlev og Gentofte Hospital.

- Det er meget beroligende og betryggende, at vi ser, at antallet af indlagte ikke stiger, som jo er det, vi for alvor er bange for.

- Min vurdering er, at der er fuldstændig styr på antallet af indlagte. Hospitalerne kan godt håndtere det på nuværende tidspunkt, siger Kasper Iversen.

Han lægger ikke meget i, at antallet af nye smittetilfælde er det højeste i tre dage.

Tallene vil ifølge overlægen gå "lidt op og ned", og det er derfor nærmere den løbende tendens, der skal kigges på. Og her ser det bedre ud end forrige uge, påpeger Kasper Iversen.

Der er ikke registreret dødsfald med coronasmittede det seneste døgn. Samlet har Danmark registreret 650 dødsfald siden starten af marts.