GO'

Vikingeskibs-video er gået viralt i hele verden - nu vil museum på verdensarvsliste

Flere end 30 millioner mennesker har på ti dage set videoen fra Vikingeskibsmuseet på Facebook.

Et hug. To hug. Tre Hug.

Sådan så det ud, da bådbyggerne på Vikingeskibsmuseet i Roskilde i en video for snart 15 år siden flækkede en egetræsstamme på langs med bare hammer og kile på gammeldags vikingemanér.

Vi vil faktisk gerne vise, at det vi gør, bliver til noget fysisk og ikke bare noget digitalt

Rikke Johansen, arkæolog på Vikingeskibsmuseet

Men selvom det er mange år siden, byggeriet af vikingeskibet ‘Havhingsten’ fra starten af 00’erne blev optaget, fanger den stadig folks interesse.

Videoen, der nu gået viralt på Facebook, er de seneste ti dage blevet set af mere end 30 millioner mennesker på verdensplan.

- Den er absolut verdensomspændende. Det land, hvor der er flest, der har set den, udgør under to procent af det samlede antal visninger, lyder det fra Rikke Johansen, der er arkæolog på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Især i Indonesien, Brasilien, USA og England er videoen gået viralt.

- Det er helt vildt, siger Rikke Johansen i 'Go' morgen Danmark'.

Metoden går ud på at træstammer i halvdele, så i kvarte og derefter i ottende- og sekstendedele. På den måde får man en planke ud af en træstamme, fortæller Søren Nielsen. Video: VIKINGESKIBSMUSEET Video: Julie Tantholdt

Selvom den danske arkæolog er overrasket over, at videoen er blevet set mere end 30 millioner gange, tror hun, det skyldes, at den falder godt ind i den tid, vi lever i.

- Der er en tendens i tiden til, at vi godt vil lave noget fysisk med vores hænder. Vi vil faktisk gerne vise, at det vi gør, bliver til noget fysisk og ikke bare noget digitalt, fortsætter Rikke Johansen.

’Havhingsten’ er en rekonstruktion af vikingeskibet, der hedder ’Skuldelev II’, som kan ses på muséet. ’Skuldelev II’ er et 30 meter langt krigsskib, der er beregnet til 60 roere.
"30 millioner, det er helt vildt!". Sådan lød det, da Rikke Johansen var i 'Go' morgen Danmark' og fortælle om Vikingeskibsmuseets video, der er gået viralt.

Tusind år gammel metode

Den nordiske klinkbådstradition stammer fra før vikingetiden og rummer en speciel byggeteknik, hvor plankerne ligger uden på hinanden, fortæller Søren Nielsen, der er leder af bådværftet på Vikingeskibsmuseet.

Klinkbådsmetoden er blevet bevaret, og metoden har holdt mere end tusind år.

- Hvis du går ned i Snekkersten Havn og finder en gammel træjolle, så vil den være bygget på samme måde. Så det er altså en kulturarv eller et håndværk, som er gået fra lang tid før vikingetiden til i dag, siger Søren Nielsen.

Men den særlige nordiske byggemetode bliver sjældent brugt længere, og det har fået de nordiske kulturministre til at skrive under på, at UNESCO burde optage den nordiske klinkbådstradion på den immaterielle verdensarvsliste.

'Havhingsten' skibet var færdigt i 2014, så efter noget testsejlads sejlede en besætning på 65 mand skibet til Dublin i Irland og tilbage til Roskilde igen, fortæller Rikke Johansen.

Og det falder i god jord på Vikingeskibsmuseet:

- Det vil være en kæmpe sejr at få det ind på den her liste. Det betyder jo, at det ikke kun er os nede på havnen i Roskilde, som går og synes, at det er fantastisk vigtigt, det vi går og laver, men at UNESCO faktisk synes, at det er vigtigt, det vi går og laver, lyder det fra Søren Nielsen.

"Vi har brug for, at der er et fokus på, at det her er en kulturarv, som vi er ved at miste", lyder det fra Søren Nielsen, som håber på, at den nordiske klinkbådstradition bliver optaget på UNESCO’s immaterielle verdensarvsliste.

Vil gerne inspirere

Rikke Johansen fortæller, at det primært er mænd i alderen 25-35, der har set videoen om vikingeskibet ‘Havhingsten’.

- Der er en fascination af, at sådan en stor egekævle kan blive til sådan en smidig og fantastisk planke. At noget, der er så massivt, kan blive så småt og fleksibelt, lyder det.

"Når man kløver plankerne ud på den her måde, så følger det altid fibrene i træet. Det betyder, at man kan gå ned i dimensioner og bevare styrken", fortæller Søren Nielsen, der er leder af bådværftet på Vikingeskibsmuseet. Video: VIKINGESKIBSMUSEET Video: Julie Tantholdt

Hun håber selvfølgelig, at videoen kan få flere besøgende til museet i Roskilde, men der ligger mere end dét i det for hende.

- Man kan jo se det i sig selv, uanset hvor man sidder henne i verden, så kan man tænke: ”Jamen, jeg har også en fortid, som kunne være interessant at bevare. Jeg kunne bevare bådbygning i Indonesien”, lyder det fra Rikke Johansen.

Interviewet med Rikke Johansen og Søren Nielsen kan ses i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY