Samfund

SF og DF kræver flere influenza-vaccineret

Begge partier peger på en række bestemte grupper, der bør blive omfattet af den gratis influenzavaccine.

Hvert år på dette tidspunkt bliver personer fra en række grupper – ældre over 65 år, gravide, personer med kroniske sygdomme og overvægtige for eksempel – tilbudt at få en influenzavaccination.

I år er kredsen udvidet til også at omfatte sundhedspersonale, skrev Statens Serum Institut i en pressemeddelelse for et par dage siden.

Men Dansk Folkeparti og SF mener, at endnu flere bør blive vaccineret mod influenza.

Det bør man for at afhjælpe belastning af corona-testcentrene.

- Influenza og corona har tit de samme symptomer, så vi kan se frem mod et efterår og en vinter, hvor der bliver et enormt pres på testcentrene. Hvis vi kan få sorteret influenzaen fra, fordi folk har fået en vaccine, giver det god mening, siger Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF, til TV 2.

Det er et problem, som vi kommer til at stå over for, lød det fra epidemiolog Lone Simonsen til TV 2 mandag.

- Vi får mange mennesker, der render rundt med feber og snot, og det vil skabe uklarhed om, hvem der skal testes, og hvem der ikke skal testes for coronavirus, sagde hun.

Bestemte grupper bør få gratis vaccine

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har nogle konkrete bud på, hvem det er, der bør blive indlemmet i det gratis influenzavaccineprogram.

Hun peger på personer over 60 år uden kroniske sygdomme og personer i job, der er i tæt forbindelse med mange mennesker, som for eksempel lærere, pædagoger og chauffører, fortæller hun til TV 2.

- Jeg mener, at vi godt kan brede den ud, så vi sikrer, at vi ikke får belastet vores sundhedsvæsen yderligere med både influenza og covid-19.

SF's sundhedsordfører peger også på, at lærere og pædagoger bør tilbydes vacciner, men Kirsten Normann Andersen fortæller til TV 2, at ”det giver god mening at tilbyde vacciner til de fleste”.

Og der er også købt flere influenzavacciner end andre år– 1,6 millioner for at være præcis. Det er dog ikke nok til at vaccinere "de fleste".

Er det så en gratis omgang at mene, at flere bør vaccineres, når der ikke er nok vacciner til alle?

- Der er mulighed for at undersøge, om der kan købes flere vacciner, så der er færre, der skal lade sig teste med influenzasymptomer, fordi det rigtig meget ligner coronasymptomer, siger Kirsten Normann Andersen.

Styrelsen kommer ikke til at ændre programmet

Det er Sundhedsstyrelsen, der beslutter, hvem der skal have tilbudt influenzavacciner i Danmark.

Overlæge Bolette Søborg fortalte mandag til TV 2, at man har udvalgt de grupper, der er i risikogruppe for at få et alvorligt forløb. Samt dem, der arbejder på landets plejecentre og sygehuse.

- Vi har ikke planer om yderligere udvidelse af programmet i år, for eksempel, at andre grupper skulle blive vaccineret. De fleste bliver ikke alvorligt syge af influenza, så vi har fokus på dem, der er i særlig risiko, sagde Bolette Søborg til TV 2.

Lasse Vestergaard, afdelingslæge hos Statens Serum Institut, håber, at man kan skære ned på noget af trykket på den danske testkapacitet ved, at de personer, der får tilbudt en gratis vaccine i år, tager imod den.

- Hvis der kommer en masse patienter, der har influenza, vil de optage kapaciteten på coronavirustestningen. Vi ved ikke, hvordan smitten vil udvikle sig, men det er en bekymring. Der er ikke et ubegrænset antal influenzavacciner til rådighed, og det vigtigste er derfor, at vi beskytter risikogrupperne ved at få dem vaccineret, lød det i samme ombæring mandag.

Du kan læse, hvem der gratis kan blive vaccineret, her.