Coronavirus

Handelsskole sender samtlige 1000 elever hjem efter smitteudbrud

Situationen er kritisk i og nær Solrød Kommune.  Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Skolens direktør opfordrer alle lærere og elever til at lade sig teste, inden de efter planen vender tilbage til skolen efter efterårsferien i uge 41.

Køge Handelsskole har besluttet at hjemsende alle 1000 elever, efter at smitteudbrud med coronavirus har spredt sig til både elever, lærere og familier.

Det oplyser Tim Christensen, direktør på Køge Handelsskole, til TV 2.

Lige pludselig rullede smitten bare, og der kom flere og flere positive testsvar

Tim Christensen, direktør på Køge Handelsskole

I alt er 27 elever og en lærer fra skolen konstateret smittet med coronavirus.

Beslutningen om at hjemsende samtlige elever og lærere er truffet i samarbejde med sundhedsmyndighederne.

Mandag eftermiddag udsendte skolens direktør et brev til alle elever og forældre med information om hjemsendelsen. I brevet, som TV 2 er kommet i besiddelse af, fremgår det, at skolen har været nødsaget til at "tage drastiske midler i brug" for at komme smitten til livs.

Smitten stammer fra to fester

Der er ifølge Tim Christensen tale om to smitteudbrud, der nu er skyld i hjemsendelsen af et helt gymnasium.

Begge smitteudbrud dateres til 19. september, hvor der blev afholdt en konfirmation og en 18-års fødselsdag i Solrød, som ligger cirka 9 kilometer fra Køge.

Ved de to arrangementer deltog en række elever fra Køge Handelsskole, og efterfølgende blev flere af dem konstateret smittet med coronavirus.

I fredags besluttede skolen at hjemsende første årgang, siden anden årgang og nu også tredje årgang - i alt cirka 1000 elever.

- Lige pludselig rullede smitten bare, og der kom flere og flere positive testsvar. Her til morgen fik vi en meddelelse om to tilfælde mere, siger Tim Christensen og tilføjer, at ledelsen nu har erkendt, at smitten er ude af kontrol.

Hjemmeundervisning som erstatning

Man skal være symptomfri, inden man vender tilbage til skolen, og hvis man har været igennem et testforløb, skal man kunne dokumentere en negativ test for at sætte en fod på skolen igen.

Det fremgår af brevet udsendt til elever og forældre på Køge Handelsskole.

Tim Christensen opfordrer generelt alle elever og lærere til at lade sig teste, symptomer eller ej, fordi smitten er så udbredt.

Efter planen genoptages den fysiske undervisning på Køge Handelsskole 19. oktober. Indtil da må eleverne nøjes med virtuel undervisning.

Står slemt til i Solrød

Generelt er situationen kritisk i og nær Solrød Kommune.

Smitten i Solrød Kommune er nu så høj, at Styrelsen for Patientsikkerhed blandt andet har pålagt kommunen at udstede midlertidige besøgsrestriktioner på plejecentre.

Den seneste uge er der konstateret 48 coronatilfælde i Solrød Kommune. Med 206 smittetilfælde per 100.000 indbyggere er Solrød dermed på listen over kritiske kommuner.

Det er primært de 14-19-årige, der driver smitten i Solrød Kommune.

I en pressemeddelelse søndag kom borgmesteren Niels Hörup (V) med en appel til særligt de unge borgere om at finde de gode vaner frem.

- Jeg ved godt, at coronasituationen er svær at finde rundt i som ung. Det er en tid, hvor det betyder meget at være sammen med sine venner, og hvor man har lyst til for eksempel at kramme og feste. Men lige nu er det nødvendigt, at vi igen finder de gode vaner, som vi lærte i foråret frem, så vi kan undgå, at smitten løber løbsk, siger borgmesteren.

Mandag eftermiddag oplyser skoleleder på Køge Bugt Privatskole at også de har sendt elever hjem. I alt 240. Også ungdomsskolen 10 Solrød har sendt alle elever hjem, efter at der er konstateret smitte blandt nogle af eleverne.