Coronavirus

Stor piratfest lukket i København i nat

Deltagerne stak af til fods og på cykler, fortæller politiet.

Flere hundrede festglade unge trodsede natten til søndag forsamlingsforbuddet og deltog i en såkaldt piratfest.

Det oplyser vagtchef Kristian Rodin fra Københavns Politi ifølge Ritzau.

- Vi fik et tip om en større fest i en hal i Sydhavnen. Da vi kommer derud klokken 00.54, er der anslået mellem 200 og 300 deltagere og et kæmpe musikanlæg, siger han til Ritzau.

Da det går op for de festende unge, at politiet er ankommet til hallen, stikker de af i alle retninger.

- Deltagerne stak af til fods og på cykler, oplyser vagtchefen.

Han fortæller, at politiet efterfølgende lukkede festen og konfiskerede udstyr som en mixerpult, højttalere og musikanlæg.

Til TV 2 fortæller politiinspektør ved Københavns Politi Tommy Laursen, at hvis man ser bort fra piratfesten, har der ikke været problemer med at overholde restriktionerne i København.

- Udover den her episode har byen været lukket ned, siger han.

Piratfester på Facebook

Ifølge politiet var piratfesten annonceret på Facebook.

Det er ifølge TV 2s oplysninger en gængs måde at arrangere piratfester på.

I slutningen af august kunne TV 2 dokumentere, hvordan festglade unge mødtes til hemmelige fester. Dengang fortalte festdeltagere, at den primære kommunikation om piratfesterne foregår på Facebook. Festerne er offentligt tilgængeligt for alle, der ved, hvor de skal lede.

Festerne, som TV 2 besøgte, foregik på steder som Amager Fælled, Sydhavnstippen og Skrædderholmen i København.

Coronarestriktioner

Det er som udgangspunkt forbudt at deltage i arrangementer - både indendørs og udendørs - hvor der er mere end 50 personer samlet.

Bøden for at overtræde det midlertidige forbud er fastsat til 2500 kroner i førstegangstilfælde.

TV 2 har talt med vagtchefen for Københavns Politi, der ikke vil oplyse, om der blev udstedt bøder i forbindelse med den sydhavnske fest natten til søndag.