Coronavirus

Politiet lukker KFUM-Spejdernes landsmøde

Politiet har lørdag lukket KFUM Spejdernes lejr. TV 2

Arrangementet skulle afholdes i Fredericia med omkring 300 deltagere.

Sydøstjyllands Politi har lørdag eftermiddag lukket KFUM-Spejdernes landsmøde.

Det siger vagtchef Torben Wind til Fredericia Dagblad.

Det bekræfter han over for TV 2 og forklarer baggrunden for lukningen.

- Vi var nede for at undersøge det, og så har vi forelagt vores jurister, hvordan der så ud. Derefter besluttede vi i samråd med juristerne at lukke mødet, siger Torben Wind.

Han uddyber:

- Vores jurister vurderede, at de forhold, man holdt mødet under, ikke er omfattet af de undtagelser, der er for at kunne holde noget, hvor der må forsamles flere end 50 personer, siger han og henviser til regeringens nye coronaretningslinjer, der blev offentliggjort fredag.

Torben Wind understreger, at lederne for KFUM-Spejderne var kede af beslutningen, men havde "forståelse for det".

Arrangementet med omkring 270 personer samt 30 hjælpere skulle afholdes i Fredericias store messecenter MesseC.

I de nye retningslinjer for kultur- og sportsarrangementer, der blev præsenteret i går, bliver det slået fast, at arrangementer må have op til 500 deltagere. Deltagerne skal dog sidde på faste pladser - alle med ansigtet vendt i samme retning.

TV 2 har været i kontakt med generalsekretæren for KFUM-Spejderne, Thomas Lynderup Kirkeskov. Han ønsker ikke stille op til interview. Til Fredericia Dagblad siger Thomas Lynderup Kirkeskov, at han frustreret over nedlukningen.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at overholde reglerne, og så kommer der en tyv om natten og lukker det, så vi ikke har haft en chance for at agere, siger Thomas Lynderup Kirkeskov til Fredericia Dagblad lørdag aften.

Han siger videre til avisen, at foreningen har forsøgt at overholde alle retningslinjer.

Tidligere lørdag sagde Thomas Kirkeskov til TV 2, at han sagtens kunne forstå bekymringen.

- Vi holder jo ikke et uansvarligt landsmøde. Vi holder ikke fest, vi gør ikke noget overilet. Vi passer på hinanden og skaber en tryg atmosfære. Det kan man godt i de her tider, og det skal vi have lov til i det her tider. Hvis vi aflyser alting, så aflyser vi jo også fællesskabet, og hvis der er noget, vi skal som spejdere, er det at holde fast i fællesskabet, sagdegeneralsekretæren.

Mødte kritik

Trods nye retningslinjerne havde KFUM-Spejderne håbet at kunne gennemføre arrangementet som oprindeligt planlagt. En beslutning, der mødte kritik i egne rækker. I KFUM-Spejdernes Facebookgruppe skriver flere, at det er uansvarligt at samle så mange mennesker fra hele Danmark med risiko for at skabe "supersprederbegivenhed".

Dette er breaking news på TV2.DK. Vi arbejder lige nu på at få yderligere oplysninger, og vi anbefaler derfor, at du vender tilbage om kort tid for at få seneste nyt. Har du oplysninger om sagen, så kontakt os gerne på 1234@tv2.dk.