Nye regler tvang par til at fjerne 30 gæster få timer før bryllup: - Det var forfærdeligt
Ifølge en ekspert bliver der fra regeringens side i øjeblikket reageret lidt på bagkant. Han efterlyser mere langsigtede indgreb.
Kommende brudepar landet over fik travlt, da regeringen med under et døgns varsel udvidede forsamlingsforbuddet på 50 personer til også at gælde private fester og bryllupper fra lørdag middag.
Særligt par, der stod over for at skulle giftes netop denne lørdag, måtte på rekordtid træffe en svær beslutning, hvis de havde mange inviterede gæster: Skulle de aflyse eller skære ned på gæstelisten mindre end 24 timer før brylluppet?
For Ditte Hedemann Sørensen fra Fredericia og hendes kommende mand var bordet allerede dækket til 80 gæster, da meldingen om de nye restriktioner kom.
Parret valgte derfor også at gennemføre brylluppet, men pludselig skulle de vælge og vrage mellem familie, venner, kolleger og mødregruppe. 30 skulle vælges fra.
- Vi hang i telefonen begge to hele aftenen og måtte forklare folk, at vi var nødt til at skære og tage vores familie som det vigtigste. Det var forfærdeligt. Det har på ingen måde været sjovt, fortæller Ditte Hedemann Sørensen.
Hun er taknemmelig for, at de fravalgte udviste forståelighed for situationen, og nogen henvendte sig ligefrem selv og tilbød at trække sig for at hjælpe det pressede brudepar.
Én af dem, der ikke blev plads til, er Ditte Hedemann Sørensens kusine, som hun er vokset op sammen med.
- Vi ville rigtig gerne have været med. Det er jo deres store dag. Det er lidt trist, fortæller kusinen Maja Danielsen.
Allerede inden fredagens udmelding havde parret fra Fredericia ændret bryllupsfesten til en reception på grund af kravet om, at restauranter skal lukke tidligt.
Udskyder på ubestemt tid
Et andet par, Camilla Martinsen og Thomas Hansen fra Slagelse, skulle have været giftet 10. oktober, men har nu udskudt deres bryllup på ubestemt tid.
- Der var ikke så mange overvejelser. Det var bare kontant, at vi måtte skrive ud til alle, at vi desværre var nødt til at aflyse, fortæller Thomas Hansen.
Parret havde inviteret 63 gæster til deres bryllup, men selvom de havde lidt længere tid end parrene, der skulle giftes denne lørdag, var det ikke en mulighed for dem at skære nogle gæster fra.
- Det ligger ikke til os. Det er familie og den nærmeste flok venner. Dem, som betyder noget, og som vi ville have skulle være med, siger den kommende brudgom.
Bryllup med 113 gæster aflyst
De pludselige nye restriktioner rammer også de virksomheder og restauranter, der lørdag skulle have huset bryllupper.
Ved Engestofte Gods ved Maribo stod festsalen klar med pyntede borde og brudens egen udsmykning, da brudeparret måtte aflyse festen for deres 113 inviterede gæster.
Fra både erhvervslivet og en ekspert lyder derfor en opfordring til regeringen og myndighederne om at lave nogle mere vedvarende og langsigtede planer.
- Jeg synes i øjeblikket, at der bliver reageret lidt på bagkant. Forrige fredag fik vi nogle tiltag, der gjaldt dagen efter, nu har vi igen fået nogle tiltag med kort varsel. Der synes jeg godt, man kunne have givet folk fire-fem dage og så til gengæld have skåret lidt hårdere ind, siger Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi på Københavns Universitet.
Ikke rimeligt
Myndighederne begrundede på et pressemøde fredag eftermiddag de nye restriktioner med, at det er fester, som driver smittespredningen, og at det skal bremses.
Ifølge Ditte Hedemann Sørensen er det forståeligt, at myndighederne reagerer på smittesituationen i Danmark, men de burde have givet folk mere tid end de cirka 19 timer, der gik fra udmeldingen fredag, til restriktionerne trådte i kraft lørdag.
- Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi har skullet barbere ned med så kort varsel. Vi var jo klar, siger bruden.
De nye coronarestriktioner gælder indtil videre frem til 18. oktober.