Coronavirus

Folketingets hjælpepakker udvides

Cateringfirmaer, restauranter og teltudlejere skal fremover omfattes af politiske hjælpepakker.

Fremover bliver Folketingets hjælpepakker udvidet, således at også underleverandører til private fester omfattes.

Det siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde fredag eftermiddag.

Udvidelsen betyder, at også cateringfirmaer, restauranter og teltudlejere blandt andet kan få kompensation for faste omkostninger.

- Vi forstår godt, at I er ramt, og at det er svært lige nu. Og derfor vil jeg også allerede sige i dag, at vi lægger op til, at kompensationsordningerne udvides.

- På den måde skaber vi mere samtidighed mellem restriktioner og skærpelser og kompensationer, siger Simon Kollerup.

Erhvervsministeren siger, at han fredag har drøftet spørgsmålet med partier i Folketinget.

Ifølge Ritzaus oplysninger er det endnu ikke endeligt aftalt, præcis hvordan aftalen kommer til at se ud.

- Er man ramt af restriktioner, skal der også være hjælp, understreger Simon Kollerup på pressemødet.

Stigende smitte

Det er på grund af fortsat stigende smitte med coronavirus i samfundet, at myndighederne har besluttet at forlænge restriktionerne.

Det betyder, at kravet om, at restauranter og barer skal lukke klokken 22 forlænges frem til 18. oktober. Det skulle egentlig være udløbet 4. oktober.

Derudover kommer forsamlingsforbuddet på 50 personer også til at omfatte private arrangementer som bryllupper og fødselsdage allerede fra lørdag klokken 12.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der også er til stede på pressemødet, siger, at smitten er kommet tidligere, "end vi havde regnet med".

Det er derfor vigtigt, at "vi får slået smitten ned", påpeger Magnus Heuncike.

Kravet om, at restauranter og barer skal lukke klokken 22, forlænges frem til 18. oktober.