Regeringen vil have 500.000 elbiler – men det batter nærmest ikke, lød det i rapport

Elbilkommissionen fremlagde fire modeller for en grøn omstilling af den danske bilpark. Den mindst ambitiøse sparede 0,2 millioner ton CO2.

- Når vi ser på den her (model, red.) med de 500.000 grønne biler, og hvordan den virker, så kan vi se, at den næsten ikke giver noget CO2-bidrag. I forhold til det kommissorium, vi har fået, løser den ikke opgaven.

Sådan lød det for 17 dage siden fra formanden for den såkaldte Elbilkommission, Anders Eldrup, der fremlagde fire modeller til en grøn omstilling af den danske bilpark.

I halvandet år havde Eldrup og eksperterne i Elbilkommissionen regnet på, hvordan man kunne omlægge afgiftssystemet, så der kom flere elbiler på de danske veje – uden at det kostede hverken statskassen eller bilejerne en formue.

En opgave, forklarede Eldrup, som var nærmest umulig.

Modellen, der fik i alt en halv million elbiler på vejene i 2030, var den billigste for både samfundsøkonomien og bilejerne. Til gengæld var det den mindst ambitiøse for klimaet.

Torsdag har regeringen fremlagt sit oplæg til en grøn omstilling af transportsektoren. Her er ambitionen netop 500.000 elbiler i 2030. Tidligere har der været snak om en million elbiler i 2030, og i foråret lød det fra Klimarådet, at vi bør sigte efter halvanden million elbiler om ti år.

Kan ikke give topkarakter

I løbet af sit halvandet år lange arbejde, havde Elbilkommission regnet sig frem til, at der over de næste ti år ville komme i alt 400.000 elbiler på de danske veje med det eksisterende system.

Tiltagene, som kommissionen foreslog i deres Model 1, ville således reelt kun øge antallet af elbiler med 100.000 i 2030 sammenlignet med, hvis man ingenting gjorde.

Af samme årsag, var kommissionen også nået frem til, at man kun ville spare 0,2 millioner ton CO2-udledning sammenlignet med scenariet, hvor man intet gjorde. I det oplæg, som kommissionen arbejdede ud fra, kunne man læse, at personbiltransporten udleder knap 7 millioner ton CO2.

- Det er på mange måder en fin model, men i forhold til vores kommissorium løser den ikke opgaven. Så den kan vi ikke give topkarakter, sagde Anders Eldrup videre ved præsentationen.

- Meget ambitiøst, mener minister

Ifølge den pressemeddelelse, som regeringen torsdag har sendt ud med sit oplæg til en grøn omstilling af vejtransporten, skriver de, at deres tiltag vil kunne reducere udledningen af CO2 med en million ton i 2030.

Det tal er dog – i modsætning til Elbilkommissionens regnestykke – ikke sammenlignet med basisscenariet, hvor der kommer 400.000 elbiler ud på de danske veje selv uden nye tiltag.

Udover tiltag for at få i alt en halv million elbiler på vejene, har regeringen lagt op til at indføre en CO2-differentierede kilometerbaseret vejafgift lastbiler og et krav om øget iblanding af biobrændsel.

I et interview med TV 2 kalder skatteminister Morten Bødskov (S), at regeringens udspil er "meget ambitiøst":

- Vi skal have nedbragt vores udledning af CO2, og der kommer transportsektoren til at skulle komme med et stort bidrag. Vi sigter efter at den her omstilling kan ske på en måde, hvor almindelige familier stadigvæk kan få hverdagen til at hænge sammen, og vi stadigvæk har råd til velfærden, siger skatteministeren.

Morten Bødskov, du har nogle gange sagt, at det her er et ambitiøst udspil. Støttepartierne til regeringen – SF, Enhedslisten og Radikale – har den modsatte opfattelse. De synes, det her er uambitiøst og vil gerne have flere elbiler på vejene. De snakker op til en million eller derover. Hvad siger du til den kritik?

- Det er helt fair, og det kommer vi til at diskutere med partierne her til aften. Jeg tror bare, man skal være opmærksom på, at hvis man hæver det her antal, så koster det rigtig mange penge. Det koster flere milliarder, og de penge må man jo så anvise, hvor de skal komme fra, siger Morten Bødskov til TV 2.