Pernilles far gik rundt med blodprop i flere dage - det er det her, vi har frygtet, siger forening

- Det kæmpestore fokus på covid-19 kan generere den her slags problemer, siger formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.

Tirsdag 15. september ringede Pernille Lindorffs 62-årige far, Thomas Lindorff, til sin læge. Han havde ondt i halsen og brystet, trykken for brystet og begyndende åndenød.

Nogle af symptomerne kan være tegn på coronavirus, og derfor ville lægen ikke tilse ham, før han havde fået lavet en coronatest.

Thomas Lindorff fik lavet testen samme dag og fik svar dagen efter. Testen var negativ.

Det har været et kæmpe chok. Bagefter er jeg blevet vred, for min far har forsøgt at reagere på det, men er på en måde blevet afvist

Pernille Lindorff, datter til Thomas Lindorff

Torsdag var Thomas Lindorff blevet så dårlig, at han blev fragtet til Rigshospitalet i en ambulance. Her var konklusionen var klar: Han havde en blodprop i hjertet, og lægerne vurderede ifølge Pernille Lindorff, at den havde været der i længere tid.

Vil sætte fokus på svære vilkår for læger under corona

Faren blev lagt i respirator og svævede ifølge Pernille Lindorff mellem liv og død.

- Det har været et kæmpe chok. Bagefter er jeg blevet vred, for min far har forsøgt at reagere på det, men er på en måde blevet afvist. Det er vigtig tid, der er gået, og min far har fået varige mén i sit hjerte, siger Pernille Lindorff til TV 2.

Hendes far er stadig indlagt, men har det efter omstændighederne godt. Hun har efterfølgende været i dialog med sin fars læge og ønsker ikke at rette kritik mod den pågældende læge.

Derimod ønsker hun at sætte fokus på, at lægerne under coronapandemien har svære arbejdsforhold, hvor de i hendes fars tilfælde ikke har fået tilset patienten.

Fokus pĂĄ covid-19 kan generere denne slags problemer

Hos Dansk Selskab for Almen Medicin anerkender formand Anders Beich, at sager som Pernille Lindorffs fars kan være en udfordring under coronapandemien.

- Det er jo desværre sådan nogle fejl, der kan ske lige nu. Og det er lige præcis det her, vi frygter, der kunne ske, siger Anders Beich.

Det kæmpestore fokus på covid-19 kan generere den her slags problemer. Coronavirus er støj, som fylder i billedet.

Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Han pĂĄpeger, at han ikke ved, hvad der er foregĂĄet i den konkrete situation.

- Men umiddelbart vil jeg sige, at hvis en patient ringer ind med akut opståede smerter i brystet og vejrtrækningsbesvær, kan man ikke vente på, at patienten først skal testes negativ.

Hans håb er, at der er få af den slags sager, men han erkender samtidig, at der er en risikofaktor, når man indfører video- og telefonkonsultationer, og lægerne dermed ikke altid selv kan få patienten mellem hænderne.

- Det kæmpestore fokus på covid-19 kan generere den her slags problemer. Coronavirus er støj, som fylder i billedet.

Formand: Man skal prioritere i testsystemet

Anders Beich fortæller, at man som læge skal sende en patient til coronatest, hvis man har en mistanke om, at der er tale om coronavirus.

Men det må ikke forsinke, at patienten i rette tid bliver undersøgt og diagnosticeret ved alvorlig sygdom.

Og Pernille Lindorff erkender, at læger bliver nødt til at sikre sig, at der ikke møder patienter op til konsultationer, hvis de har symptomer på virussen.

- Jeg tænker, at situationen må være svær for de praktiserende læger. Men det kan ikke være rigtigt, at patienter skal dø af hjerteanfald, fordi man mistænker, at det er corona. Man kan jo godt tage et blodtryk med handsker og visir på, siger hun.

- Jeg ville ønske, at der kom andre retningslinjer.

Anders Beich mener, en løsning kan være, at man prioriterer i testsystemet, så akut syge patienter formentlig hurtigere kan få svar på deres test og ikke skal vente i kø med en masse raske mennesker.

- Det ville dog ikke have hjulpet i en sag som den aktuelle, for i sådan et tilfælde skulle patienten have været undersøgt akut på et hospital, siger Anders Beich.

- Men det ville være tilstrækkeligt i det tilfælde, at man kunne sende en patient til test og få svar senere på dagen eller næste dag, så patienten kunne blive undersøgt af egen læge.