Coronavirus

Corona-anbefalinger skaber dilemmaer - hvad ville du vælge?

Hvad stiller man op, når myndighederne udstikker corona-anbefalinger, men på den anden side ikke kommer med strikse og håndfaste påbud? Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Mange danskere er i tvivl, når de skal forholde sig til myndighedernes anbefalinger og retningslinjer. Hvad ville du selv gøre?

Bryllupper, børnefødselsdage og begravelser. Konfirmationer og koncerter. Eller en tur med skolen til Berlin.

Da Sundhedsstyrelsen 17. september 2020 annoncerede de seneste tiltag, var det med en anbefaling om, at alle sociale arrangementer bør aflyses i forbindelse med dagtilbud, grundskoler, fritidstilbud, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og lignende.

Grænser kan være svære at definere

Hvad stiller man op, når myndighederne udstikker corona-anbefalinger, men på den anden side ikke kommer med strikse og håndfaste påbud?

Coronavirussen og myndighedernes skiftende tiltag og restriktioner sætter os i en masse dilemmaer. Både til hverdag og fest. I skolen og i hjemmet. Og grænserne kan være svære at definere fra gang til gang. Både for den enkelte og de mange.

Vi har samlet en række konkrete og aktuelle tilfælde fra den seneste tid, hvor danskerne kan komme i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. Hvis der da er et facit.

Prøv selv herunder at vælge, hvad du ville gøre og se, hvordan andre har valgt:

Afstemning

Fritidsklubben har valgt at gennemføre den årlige tur til Lalandia. Bakker du op om beslutningen?

Universitetet aflyser alle sociale arrangementer frem til studiestart. Giver det mening?

Dit bryllup var planlagt til maj, men blev så flyttet til september. Aflyser du nu med kort varsel på grund af de seneste anbefalinger?

Skolen har planlagt en tur i Zoologisk have, bør man aflyse den?

William fylder 11 år og har glædet sig til at holde fødselsdag for alle i klassen. Aflyser I?

Sofie har en legeaftale i weekenden sammen med tre veninder, der skal overnatte hos Clara. Er det i orden?

Jeg har planer om at gå til en koncert i morgen, skal jeg droppe det?

Danskerne har fået sværere ved at følge med

Hvis du synes, den skiftende corona-virkelighed kan være svær at manøvrere i, er du ikke alene.

Det fortæller et nyt studie fra Aarhus Universitet om.

I studiet, der baserer sig på spørgeskemaer til 500 danskere, er der ikke spurgt ind til de konkrete råd, men til den samlede pakke fra sundhedsmyndighederne, der blandt andet opfordrer til at undgå kram og holde afstand.

Michael Bang Petersen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet og en af forskerne bag studiet, siger, at danskerne har fået sværere ved at følge myndighedernes anbefalinger.

Blandt andet på grund af, at situationen nu er anderledes end i foråret, hvor coronasmitten også var høj, men hvor samfundet var anderledes hårdt lukket ned.

- Det var let nok at holde afstand og sørge for ikke at have for mange kontakter i et nedlukket samfund, hvor du bare blive hjemme i din sofa. Det er sværere at gøre det i et genåbnet samfund, hvor du godt nok skal gå hjem fra barerne klokken 22.00. Men du kan gøre mange ting, siger Michael Bang Petersen til Ritzau.

Eksperternes svar på corona

Mange af de spørgsmål, der knytter sig til coronavirussen, er det dog muligt at få klare svar på.

TV 2 har forsøgt at samle en oversigt med svar på nogle af de spørgsmål, der er mest oppe at vende lige nu.

Svarene finder du her.