Samfund

Usædvanlig tæt tåge har lagt sig over flere landsdele

Politi minder bilister om at tænde både bag- og tågelygter.

Tåge har igen lagt sig som en tung dyne over flere landsdele, og især nord- og østsjællændere vil onsdag morgen opleve, at sigtbarheden er meget lav. Faktisk er den helt nede på 50 meter, som det er målt i Kastrup onsdag morgen.

Og det er usædvanligt, oplyser TV 2s meteorolog Sebastian Pelt.

- Når sigtbarheden er under en kilometer, er der tale om tåge, og tæt tåge er der tale om, når sigtbarheden er under 100 meter. Men onsdag er sigtbarheden altså helt nede på 50 meter, siger han.

Husk at tænde bag- og tågelygter

Også flere politikredse oplyser om den tætte tåge.

Det gælder blandt andet Nordsjællands Politi, der på Twitter minder bilisterne om at tænde både baglygter og tågelygter på bilerne.

Tirsdag oplyste samme politikreds, at bilister ikke kan stole på, at autofunktionen på bilens lygter opfatter, at det er tåget.

Andre landsdele oplever også lokalt tåge.

Således har Syd- og Sønderjyllands Politi også tweetet en advarsel om tåge.

Sebastian Pelt oplyser, at sigtbarheden allerede vil blive bedre i løbet af onsdag morgen og formiddag, men at tågen vil være længere om at fordufte langs kystområderne på grund af fugten fra havet.

Årsagen til den tætte tåge er, at der lige nu befinder sig fugtig luft over Danmark. Det er der tit, men når temperaturen samtidig falder, kan luften indeholde mindre vanddamp – og det betyder, at vanddampen fortættes til små dråber, som tågen består af.

Siden lørdag har der lokalt været tåge flere steder i landet, men fra i morgen er det slut på grund af et vejrskifte med regn og blæst.