Coronavirus

558 nye smittetilfælde i Danmark det seneste døgn

For anden gang under pandemien er antallet af konstaterede smittetilfælde over 500 på et døgn. Overlæge kalder de nye smittetal for "bekymrende høje".

558 personer er det seneste døgn blevet konstateret smittede med coronavirus. Det fremgår af de daglige tal, som Statens Serum Institut offentliggør.

Det er 82 flere tilfælde end tirsdag, hvor der blev konstateret 476 nye smittetilfælde.

Det er anden gang under pandemien, at Danmark har over 500 smittetilfælde på én dag - senest var 19. september, hvor der var 589 tilfælde.

78 personer indlagt

To personer er døde som følge af coronavirus det seneste døgn, og 643 personer er nu døde i alt.

Antallet af indlagte er gået tilbage med én siden tirsdag, og der er nu 78 personer indlagt på sygehuset. Antallet er tredoblet siden starten af september.

15 personer er indlagt på en intensivafdeling - det er en enkelt mere end tirsdag.

Der er jo ingen grund til at lukke ned for eksempelvis stormagasiner, hvis folk ikke bliver smittet der

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen

Flokimmunitet langt væk

Professor og overlæge Henrik Ullum fra Rigshospitalet kalder de 558 nye smittetilfælde for "et bekymrende højt tal" over for Ritzau.

For det gode, nuværende efterårsvejr burde hjælpe med at bekæmpe pandemien.

- Når vi alligevel har høje smittetal, er det bekymrende, siger Henrik Ullum og uddyber:

- Vi har været igennem en sommer med lave smittetal, og mange tænkte nok, at pandemien var ved at være overstået. Det er den bare overhovedet ikke. Vi har ikke noget, der ligner flokimmunitet, og virus cirkulerer, siger han.

Det seneste døgn er der kommet svar på 57.707 test. Samlet er der taget 3,5 millioner test i Danmark siden slutningen af februar.

Uheldig tendens

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, siger til TV 2, at udviklingen er et skridt i den forkerte retning.

Han påpeger, at man skal være påpasselig med at drage konklusioner ud fra smittetallet den enkelte dag, men den generelle tendens har den seneste tid desværre vist, at smitten har bidt sig fast herhjemme.

- Det er meget uheldigt, at der de seneste uger har været en klar stigning i antallet af smittede, siger Torben Mogensen.

Lungeforeningens formand vurderer, at samfundet igen kan blive underlagt yderligere restriktioner, hvis ikke tendensen bliver vendt.

Det stigende antal smittede i Danmark øger samtidig behovet for at klarlægge præcis, hvor smitten opstår.

- Generelle restriktioner er meget kostbart for samfundet og ikke altid lige virkningsfuldt. Der er jo ingen grund til at lukke ned for eksempelvis stormagasiner, hvis folk ikke bliver smittet der, siger Torben Mogensen.