Coronavirus

476 nye coronatilfælde

Antallet af indlagte er steget med fire til 79.

Der er registreret 476 nye coronatilfælde.

Antallet af indlagte er steget med fire til 79. Yderligere én er død, viser tal fra Statens Serum Institut.

Af de 79 er 19 indlagt på intensiv-afdeling, og fire ligger i respirator.

Der er registreret et dødsfald med covid-19 i det seneste døgn, og det betyder at i alt 614 personer med covid-19 nu er døde i Danmark.

Kontakttallet; det, der tidligere blev kaldt smittetrykket, er faldet fra 1,5 til 1,3 i løbet af den seneste uge. Det betyder, at 10 personer nu i gennemsnit smitter 13 mod tidligere 15.

Over 400 smittede for sjette dag i træk

Antallet af bekræftede tilfælde af smittede med coronavirus er altså for sjette dag i træk over 400.

- Tallene er desværre stadig til den høje side, siger Søren Riis Paludan, der er professor i virologi ved Aarhus Universitet, til Ritzau.

- Spørgsmålet er, om vi skal vænne os til det her. Altså at tallene var kunstigt lave i sommer, som man også ser ved for eksempel influenza, siger han.

Søren Riis Paludan tror, at der om en uges begynder at kunne ses en effekt af de restriktioner, der blev iværksat sidste uge.

Stabilt for højt

Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, mener også tallet stadig er for højt - men han mener, Danmarks situation er mere positiv end andre landes.

- Det ligger stabilt lidt for højt. Men der er andre steder, hvor det går meget hurtigere, siger Anders Beich til TV 2.

Han mener også de nye restriktioner - og diskussionerne om dem - har skærpet opmærksomheden.

- Vi ved jo, at de her restriktioner afføder voldsomme diskussioner. Og på den måde bliver vi alle opmærksomme på, at det vi gjorde i sommers, hvor vi var optimistiske og lænede os tilbage, ikke duer længere, siger Anders Beich.