Selskab fik aflyst 58 lejrskoler på få dage

Aflysningerne kan betyde, at nogle vandrerhjem må lukke, advarer bestyrelsesformand.

Masser af skoler aflyser lige nu lejrskoler, efter at Sundhedsstyrelsen mandag blandt andet har anbefalet skoler og institutioner at aflyse sociale arrangementer.

Det rammer de danske vandrerhjem hårdt.

Mandag oplyser Poul Kristian Mouritsen, bestyrelsesformand for Danhostel, der har 63 vandrerhjem over hele Danmark, til TV 2, at i alt 58 lejrskoler eller i alt 4000 overnatninger er blevet aflyst.

- Det kan i yderste konsekvens true nogle af vandrerhjemmenes eksistens, siger Poul Kristian Moruitsen til TV 2.

Udsat til efteråret

I dette forår, hvor store dele af Danmark var lukket ned, også skolerne, blev mange lejrskoler udsat til efteråret.

- Der blev flyttet bookinger og lejrskoler fra foråret hen mod efteråret, i håb om at det kunne lykkes. Men nu møder man samme problematik igen, siger Poul Kristian Mouritsen.

Et af de vandrerhjem, der lige nu er akut ramt af aflysninger af lejrskoler, er Møns Klint Vandrerhjem i Borre.

- Vi har fået fire aflysninger i dag, og det rammer os selvfølgelig hårdt. En af dem var en lejrskole med 40 elever, to andre var med 20 hver, siger Rolf Fribæk, der sammen med sin kone driver vandrerhjemmet på Møn med tre ansatte.

- Skoleeleverne skulle være kommet i næste uge, og vi har udgifter til personale, som vi jo ikke kan aflyse, siger Rolf Fribæk til TV 2.

Eksistensen for vandrerhjemmet på Møns Klint er dog ikke truet.

- Vi har lidt på kistebunden, siger Rolf Fribæk.

Retningslinjer overholdes på Møn

Men det er langtfra situationen på alle danske vandrerhjem. Poul Erik Mouritsen ser to mulige løsninger.

- Enten indfører man en fornuftig kompensationsordning, eller også lader man fornuften råde rundt omkring, siger han og fortsætter:

- Mange af vores steder ligger øde, og vi har truffet de foranstaltninger. Vi mener godt, det kan lade sig gøre at være på Rømø eller i Kerteminde for en klasse, der er sammen til daglig.

På Møns Klint Vandrerhjem i Borre mener Rolf Fribæk også, han sagtens kan tilbyde lejrskoler under betryggende forhold, hvor Sundhedsstyrelsens retningslinjer bliver overholdt.

- Vi har haft lejrskoler i august. Og vi sørgede for at alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer blev overholdt - det var lærerne og eleverne, der havde svært ved at overholde dem selv, siger Rolf Fribæk.

Også lejrskoler, der allerede er i gang, bliver nu afbrudt. Det er blandt andet sket i Esbjerg.

Kaldt hjem fra lejrskole

Skoleleder Ole Lerke bekræfter over for TV SYD, at to 6. klasser fra Ådalskolen og tre 9. klasser fra Fourfeldtskolen Bohr er blevet kaldt hjem igen mandag.

De to 6. klasser var taget til Rendbjerg Lejrskole og Feriekoloni ved Egernsund, og de tre 9. klasser var ankommet i København mandag midt på dagen.

Mandag aften blev 6. klasserne hentet i bus og bragt hjem samme dag. 9. klasserne i København får lov at overnatte en enkelt gang, inden de også hentes retur med bus tirsdag formiddag.

Beslutningen om at kalde eleverne tilbage blev taget, efter Børne- og Undervisningsministeriet mandag i et nyhedsbrev skrev, at "Sundhedsmyndighederne anbefaler, at dagtilbud, grundskoler, fritidstilbud og ungdoms- og voksenuddannelser aflyser sociale arrangementer. Anbefalingen indebærer også aflysning af kolonier, lejrskoler eller studieture over flere dage, som er planlagt som led i dagtilbud eller undervisningen.”

Den melding fik Esbjerg Kommune til øjeblikkeligt at kalde alle lejrskoler hjem.