Samfund

31-årig kvinde slået i hovedet med hammer

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kvinden var ude at lufte sin hund, da en mand pludselig overfaldt hende og slog hende i hovedet med en hammer.

Københavns politi har anholdt en 24-årig mand, som er mistænkt for at have slået en kvinde i hovedet med en hammer.

Det oplyser central efterforskningsleder Kenneth Jensen ved Københavns Politi mandag morgen.

Ifølge vidneforklaringer var en 31-årig kvinde søndag aften ude at lufte sin hund ved Refnæsgade og Tagensvej, da en mand pludselig overfaldt hende og slog hende i hovedet med en hammer.

Politiet fik anmeldelsen klokken 20.14.

Kvinden er indlagt på hospitalet og er nu i stabil tilstand.