Krænkelser på arbejdet

Ekstra Bladet til andre medier: Kom og grav vores dårlige sager frem

Fortrolighedsklausuler med de medarbejdere, der bliver fyret for sexisme, står i vejen for, at medierne selv kan dække sagerne, siger chefredaktør.

Det er mere reglen end undtagelsen, at danske medier har sager om sexisme på arbejdspladsen.

Det står klart efter de seneste ugers debat, hvor flere kvinder i branchen er stået frem og har delt egne historier. Først tv-vært Sofie Linde, der ved dette års Zulu Comedy Galla fortalte, at hun til en DR-julefrokost for 12 år siden blev afkrævet et blowjob af en ”stor tv-kanon”. Herefter et åbent støttebrev til netop Sofie Linde, som seks kvindelige ansatte på TV 2 har skrevet, og som 1615 kvinder efterfølgende har skrevet under på.

I magasinet 'Presselogen' på TV 2 News erkender en række mediechefer da også, at der findes nyere sager om sexisme på både DR, TV 2, Politiken og Ekstra Bladet.

Hos sidstnævnte mener chefredaktør Pernille Holbøll dog ikke, at medierne kan dække egne sager uden at komme lovgivningsmæssigt i klemme.

- Problemet er, at vi ikke kan behandle vores egne sager journalistisk. De er bundet af fortrolighedsklausuler. Men jeg vil da opfordre andre medier til at finde spaden frem og grave, siger hun i 'Presselogen' og fortsætter.

- Grav i Ekstra Bladet. Lad os få det på bordet. Det ville være hykleri, hvis jeg sad her og sagde, at jeg ikke ønskede det, siger hun.

DR: - Vi har ingen berøringsangst

Ifølge TV 2s oplysninger er der blandt andet tale om en sag på Ekstra Bladet fra 2019, hvor en række medarbejdere har klaget over den samme leder. Der lå allerede en lignende klage om den pågældende leder fra 2017, og sammen med de nye henvendelser førte det til en afskedigelse.

Også TV 2 har for nyligt afskediget en medarbejder som følge af krænkelser af seksuel karakter, mens tidligere praktikanter på DR i et klagebrev har fortalt om sexisme i deres praktiktid.

Her var det Information - og ikke DR selv - der bragte brevet.

- Men vi har jo ikke ligefrem underdækket det brev, siger nyhedsdirektør på DR, Sandy French, og henviser til, at hun selv har kommenteret på brevets indhold på samtlige DR-platforme.

- Så vi har ingen berøringsangst i forhold til at dække os selv kritisk, siger hun.

Du kan se hele denne uges udgave af 'Presselogen' på TV 2 Play.