Samfund

469 nye smittede med coronavirus

Selvom antallet er smittede på én dag er faldet med mere end en femtedel, ved vi ikke, om det er en tilfældighed, fortæller professor.

Efter at have slået rekord lørdag er smittetallet nu faldet en smule.

Gennem det seneste døgn er 469 danskere blevet testet positive for covid-19 – hvilket er 120 færre end lørdag.

Men selvom Allan Randrup Thomsen, som er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, er positiv overfor faldet, mener han stadig, at situationen samlet set er svær at vurdere.

- Man kan jo håbe på, at det var et tilfældigt udslag, at det kom så højt op i går. Men omvendt ved vi heller ikke, om det er et tilfældigt udslag i dag.

Siden i går har tre smittede mistet livet, hvilket er det højeste dødstal siden 12. juni. Samtidig er antallet af indlagte på intensivafdelinger steget fra fire til ni, mens tre personer nu er i respirator.

Der er dog nogle steder forsinkelse på tallene for indlæggelser, og derfor kan de komme til at ændre sig løbende.

Antal smittede stadig på niveau med i april

Sammenlignet med lørdag, hvor 589 nye smittede blev registreret, er tallet på en enkelt dag faldet med mere end en femtedel.

Alligevel ligger det stadig kun fire personer under forårets værste dag - 3. april - hvilket dog blandt andet skyldes, at langt flere testes.

Derfor har regeringen i samarbejde med sundhedsmyndighederne gennem den seneste måned indført en række nye restriktioner, som skal nedbringe smitten.

- Vi er under alle omstændigheder oppe på et højt smittetal, og derfor var det også meget relevant, at vi har indført nye restriktioner, som skal forsøge at dæmpe det her ned, siger Allan Randrup Thomsen.

Restriktionerne har blandt andet betydet, at barer og restauranter skal lukke senest klokken 22, mens både gæster, tjenere og bartendere skal bærer mundbind, medmindre de sidder ned.