Fødselsdagsfest udviklede sig til superspreder: - Vi fulgte alle retningslinjer

16x9
Selvom kun 1 ankom til festen med corona i kroppen, spredtes virussen i løbet af aftenen til 44 andre. Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Selvom det gør ondt, bør man begrænse sin sociale omgangskreds og undgå store forsamlinger, siger Kåre Mølbak.

Det skulle egentlig have været en dobbelt 40-årsfødselsdag og en fejring af livet, men det endte med at blive en superspreder.

Da en enkelt gæst i august mødte op til Kasper og Armita Afshari Boel Thomsens fest med covid-19-virussen i blodet, endte 45 af parrets 66 gæster ikke kun med tømmermænd - men også en positiv coronatest. Det skriver Politiken.

- Vi er kede af, at folk er blevet smittet til vores fest, og havde vi forbrudt os mod alle retningslinjer, ville vi have haft en dårlig mavefornemmelse. Men vi fulgte alle retningslinjer. Vi har intet gjort, man ikke måtte. Vi har ikke haft 500 mennesker til body tequila, fortæller de til avisen.

Parret holdt sig inden for det daværende forsamlingsforbud på 100 mennesker, sørgede for sprit på bordene og individuelle snackkurve, mens kokke, tjenere og bartendere var bestilt til at håndtere al mad og service.

Men alligevel spredtes smitten på en enkelt aften så hurtigt, at festen 7. august blev fremhævet som en såkaldt supersprederbegivenhed på et af sundhedsmyndighedernes coronapressemøder.

30 blev smittet ved fødselsdagsfest.

Selvom man passer godt på, kan netop private fester nemlig være med til at drive coronapandemien frem.

Superspredere driver virussen frem

Under de forkerte omstændigheder kan forsamlinger hurtigt udvikle sig til supersprederbegivenheder, hvor smitten på få timer spredes eksplosivt.

Det fortalte blandt andre direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på et pressemøde fredag:

- Vi har set det i mange forskellige situationer, ogsĂĄ pĂĄ det seneste ved private arrangementer og kulturelle begivenheder.

Om en fest udvikler en superspreder er ifølge Søren Brostrøm både afhængigt af, hvor mange og hvor længe man er samlet, og om man eksempelvis sidder med god afstand i det fri eller danser og råber i et lukket rum.

Men selvom risikoen for superspredning kan variere meget fra arrangement til arrangement, bør man ifølge myndighederne nu ikke længere løbe risikoen.

Forsamlinger skal begrænses – selvom det gør ondt

Netop fordi selv fester med sprit på bordene og individuelle snackkurve før har udviklet sig til superspredere, skal de ifølge faglig direktør på Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, så vidt muligt begrænses.

- Det er vigtigt at sikre, at de store forsamlinger undgås, og at vi primært ses med dem, som vi har allermest kontakt med i forvejen, og ses i færre og mindre grupper, sagde han på pressemødet.

Og selvom det kan være ubelejligt, er vi ifølge Søren Brostrøm nødt til at tage ved lære af supersprederfesterne.

- Der er en del af de ting, vi melder ud her, som vil gøre ondt på vores sociale omgang og fejringer af fester. Men vi er også nødt til at reagerer på de ting, vi ser, sagde han.

Derfor mener Kasper og Armita Afshari Boel Thomsen også, at det er vigtigt at fortælle, hvor galt det kan gå, selvom man passer på.

- Hvis man gerne vil stoppe sådan noget her, skal alt lukkes ned. Det kan ikke stoppes, hvis mennesker må være sammen og får lov til at være mennesker. Vi tog et hav af forholdsregler og blev ramt. Det er umuligt, fortæller de til Politiken.