Coronavirus

Var til fest, hvor fem ud af 12 blev smittet: - Selvfølgelig fortryder vi det

- Noget af det, der driver en epidemi, er det, vi kalder superspredningsbegivenheder, sagde Søren Brostrøm til dagens pressemøde.

En god fest kan godt få et ærgerligt efterspil, hvis coronasmitte spreder sig blandt gæsterne.

Det er realiteterne for Henrik Sigsgaard og Simon Markussen, der var med til en fest i København i weekenden.

Der var 12 mennesker til stede. Indtil videre er fem af gæsterne testet positive for coronavirus, fem er negative, og de resterende to afventer svar.

Både Henrik Sigsgaard og Simon Markussen er blandt de fem, der er blevet testet positive.

- Ingen var syge under festen. Den første, der fik konstateret det, var uden symptomer, så det kom bag på os alle sammen, siger Simon Markussen til TV 2.

Brostrøm: - Supersprederbegivenheder driver epidemien

Tidligere fredag afholdt statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og en række myndighedsrepræsentanter pressemøde om coronasituationen i Danmark.

Fra lørdag bliver der indført en række landsdækkende restriktioner, der blandt andet sænker forsamlingsloftet til 50 personer og forkorter restauranters, caféers og barers åbningstider.

Det er supersprederbegivenheder, der sender smittetallene opad, sagde Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, til pressemødet. Han pegede på, at det er underbygget med videnskabelig evidens:

- Noget af det, der driver en epidemi, er det, vi kalder superspredningsbegivenheder, hvor man under nogle bestemte omstændigheder får smittet rigtig mange mennesker på én gang, sagde han.

Den nye begrænsning for forsamlinger bør sætte en stopper for det.

- Vi ved, at 50 er et rigtig godt tal i forhold til at kontrollere de her superspredningsbegivenheder, lød det fra Søren Brostrøm.

Fortryder at være til festen

Simon Markussen, den ene af deltagere ved lørdagens fest, støtter de nye restriktioner, men advarer om, at coronavirussen godt kan smitte, selvom man holder sig langt under 50.

- Vores oplevelse viser bare, at det kan smitte, uanset hvor få, man er. Vi har ikke handlet i dårlig tro, siger han.

Henrik Sigsgaard er overrasket over, at der kan være så stort et antal smittede til en fest med 12 deltagere.

- Jeg synes, at vi er nogle fornuftige mennesker, der tager vores forholdsregler. At der ikke var nogen symptomer til at starte med gjorde, at vi troede, at vi var gået fri, siger han.

Henrik Sigsgaard fortæller, at han har feber, koldsved og muskelsmerter. Simon Markussens første symptomer var smerter i leddene og feber, men han er nu forkølet og har ondt i halsen.

Fortryder I, at I var til festen?

- Selvfølgelig fortryder man det, men det er vigtigt, at man også har et liv. Man skal ikke smide alt væk og sidde derhjemme, men det er overhovedet ikke sjovt at have corona, så selvfølgelig fortryder jeg det, siger Henrik Sigsgaard.

Flere eksempler på begivenheder

Der har den seneste periode været et par eksempler på supersprederbegivenheder. Blandt andet en fest i Dronninglund i Nordjylland for to uger siden.

- Vi kan se, at den konkrete begivenhed har spredt smitte på tværs af hele Nordjylland, sagde Magnus Heunicke (S), ældre- og sundhedsminister, på pressemødet.

Også en fest i Ishøj Kommune har været skyld i stor smitte.

Og netop festerne rundt i hjemmene skal stoppes, siger statsministeren.

- De private fester skal også lukke ned nu. Det siger vi meget klart. Jeg vil opfordre alle til at høre efter, hvad myndighederne siger nu, siger Mette Frederiksen til TV 2 fredag aften.

Fredag er 454 personer blevet registreret smittet med coronavirus. Det er det højeste antal, der er blevet registreret i Danmark, siden smitten begyndte at brede sig i landet.

Tirsdag blev der indført restriktioner i hovedstaden og 16 omkringliggende kommuner for at bremse den stigning i smitte, der er sket de sidste par uger. Nu bliver restriktionerne nationale fra lørdag 19. september klokken 12 og frem til 4. oktober.