Samfund

Manden bag 'Forrest Gump' er død

Forrest Gump blev spillet af Tom Hanks i filmen fra 1994. Det Danske Filminstitut

Winston Groom har både skrevet romaner og fagbøger.

Den amerikanske forfatter Winston Groom, der står bag bestselleren 'Forrest Gump', er død. Han blev 77 år gammel.

Det skriver The Guardian.

Hans gennembrud kom netop med bogen 'Forrest Gump' fra 1986, der blev filmatiseret i 1994 med Tom Hanks i hovedrollen.

Filmen blev nomineret til 13 Oscar-statuetter og vandt seks - heriblandt for bedste film.

'Forrest Gump' skildrer titelkarakterens livshistorie helt tilbage fra barndommen og frem til hans voksentilværelse. Man hører om hans deltagelse i Vietnamkrigen, hans succes som sportsudøver og hans forhold til sin barndomskærlighed.

Bøger om krig

Udover 'Forrest Gump' fra 1986 har Winston Groom også udgivet en række fagbøger om blandt andet den amerikanske borgerkrig og første verdenskrig. Det skriver CNN.

Ligesom forfatteren er Forrest Gump også soldat i Vietnamkrigen.

Hans bog 'Conversations with the Enemy' var en af finalisterne til at vinde den prestigefyldte Pulitzer-pris i 1984. Her skrev Winston Groom om en marinesoldat under Vietnamkrigen.

Winston Groom har selv tjent i den amerikanske hær, inklusiv under Vietnamkrigen.

Efter fire år stoppede han for at blive journalist for Washington Star. Efterfølgende begyndte han at skrive romaner og fagbøger.