Kæmpefest skyld i smitteeksplosion i hårdt ramt kommune
Borgmesteren fortæller til TV 2, at smitten nu også er spredt ud til andre grupper i kommunen.
Torsdag blev der med 453 smittede i Danmark registreret det højeste antal dagligt smittede per døgn siden april.
Og 55 kommuner er nu over bekymringsgrænsen med 20 smittede eller derover per 100.000 indbyggere den seneste uge.
Værst står det til i Ishøj, hvor smitteincidensen er 241 per 100.000 – og til Politiken fortæller borgmesteren i byen, at smitteeksplosionen skyldes en stor fest i det pakistanske miljø.
- Vi har fået at vide fra Statens Serum Institut, at det startede sådan og har bredt sig derfra. Først var to tredjedele pakistanere. Nu er de fleste smittede danskere, og de andre går lidt ned i tal, fordi man har fået fat i bølgen, siger Ole Bjørstorp (S), der er borgmester i Ishøj, til avisen.
Statens Serum Institut oplyser på sin hjemmeside, at en lignende tendens viser sig i de øvrige otte kommuner på den københavnske vestegn, hvor 46 procent af smittetilfældene er hos borgere med pakistansk baggrund. Dog understreger Statens Serum Institut, at den stigende smitte er sket til private fester blandt alle typer folkefærd over hele Danmark.
Andre smittes nu
Over for TV 2 fortæller Ole Bjørstorp, at der nok har været et par hundrede til festen, der blev holdt i københavnsområdet for cirka 10 dage siden. Mange af deltagerne og senere smittede er imidlertid bosiddende i Ishøj, og derfor slår de kedeligt ud i statistikken.
Til spørgsmålet om, hvorvidt kommunen ikke har informeret de udenlandske grupper godt nok, lyder det:
- Jeg synes jo, at vi har gjort nok. Vi har jo holdt en del møder, og vi skal have møde igen i dag. Men hvorfor det alligevel sker, kan jeg ikke forklare, siger Ole Bjørstorp.
Borgmesteren fortæller videre, at der ”ingen negativitet” er i møderne med mindretalsforeningerne, og at kommunen bliver mødt af dialog, da alle vil problemet til livs. Og han fortæller da også, at smitten nu har rykket sig til især flere etnisk danske børn:
- Det er derfor, at vi nu har sendt 10 klasser og 31 medarbejdere hjem på vores skoler, og nu har de mobile testcentre ude i kommunen over weekenden, siger Ole Bjørstorp.
Nye restriktioner kan være en mulighed
Netop de private begivenheder kan være én af årsagerne til, at smitten nu er steget over hele landet, siger professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet Jens Lundgren:
- Det er jo fordi, at vi ikke har fået stoppet de smittekæder, der startede for et par uger siden. Det er jo nok desværre det, der sker. Der har ligeledes været beskrivelser af fester, der kan have været med til yderligere at accelerere det, siger han.
15. september ændrede regeringen lukketiden for restauranter i København og 16 omegnskommuner til klokken 22 og opfordrede samtidig til, at private fester slutter klokken 22.
Og flere restriktioner kan komme til, vurderer Jens Lundgren.
Han understreger dog, at det er en politisk beslutning, men da udbruddet ikke længere er koncentreret ét sted, men spredt ud over landet og 55 kommuner, så vil det være ”en logisk tanke” at udvide restriktionerne udover de 17 kommuner, der allerede er omfattet.
- Hvis statsministerens strategi om, at vi skal håndtere denne her pandemi ud fra et forsigtighedsprincip fortsat gælder, så vil det være logisk at udvide de restriktioner. Så det vil jeg ikke være forbavset over skete, siger Jens Lundgren.
Mere kontant er tidligere direktør i Statens Serum Institut, Niels Strandberg Pedersen:
- Jeg mener bestemt, at man burde gå ind og regulere noget mere. Eksempelvis på antallet af kontakter, man må være sammen med. Vi er et af de lande, hvor man må være flest sammen, så det kunne godt være, at man skulle regulere det, siger han.
Håndsprit, god hygiejne og afstand er fortsat vigtigt, vurderer de to fagpersoner.
Den seneste uge har der været mellem 54.000 og 37.000 smittede i Europa per dag.