Coronavirus

1,3 millioner danskere tilbydes test for antistoffer mod corona

I nyt nationalt projekt skal tusindvis af danskere testes for antistoffer mod corona for at kortlægge smitte.

Danskerne skal hjælpe sundhedsmyndighederne med at blive klogere på, hvordan coronavirus har spredt sig i samfundet.

Derfor vil op mod 1,3 millioner danskere i efteråret og vinteren blive tilbudt en test for antistoffer mod corona.

Det er en del af det nye screeningsprojekt "Vi tester Danmark", som Statens Serum Institut står bag. Det oplyses i en pressemeddelelse.

En million danskere vil fra oktober modtage en invitation med et spørgeskema i sin e-boks. Heraf vil lidt over halvdelen af dem, der takker ja, få tilsendt en hjemmetest.

Sådan fungerer hjemmetesten

* Man prikker et hul i sin finger.

* Blodprøven lægges på en strip.

* Efter 15 minutter kan testen afsløre, om man har antistoffer mod covid-19 eller ej.

* Den kan ikke sige noget om, hvor mange antistoffer man har udviklet.

* Hvis der kommer streger, er den positiv. Et positivt resultat er ret sikkert, oplyser SSI.

* Hvis der ikke kommer nogen streger, er den negativ. Den kan dog godt være falsk negativ, understreger SSI.

* Herefter taster man oplysningerne ind i tilsendte papirer.

* Hurtigtest kan godt bruges til forskning og statistik, da man kan indregne usikkerheden, som ligger i testene.

Yderligere en million får en invitation i det nye år. Også her vil lidt over halvdelen få tilsendt en test for antistoffer.

Vigtig viden om spredning af smitte

Tilstedeværelse af antistoffer betyder, at man har været smittet med corona.

Den store mængde data kan give vigtig viden om, hvordan coronasmitte har spredt sig i Danmark og kan håndteres i fremtiden.

Det siger Kasper Iversen, som er overlæge på Herlev-Gentofte Hospital og en del af den ekspertgruppe, som skal se på resultaterne.

- Der er en masse spørgsmål, som endnu ikke er afklaret. Hvor mange har været smittet? Hvor mange af dem har reelt haft symptomer?

- Men også om der er specielle grupper, som er blevet smittet i højere grad end andre, siger han.

Hjemmetest med prik i fingeren

Forud for testen svarer man på en lang række spørgsmål. Herunder om man selv tror, man har haft corona, og hvilke symptomer man har haft.

Hjemmetesten udføres ved at prikke sig selv i fingeren og lægge blodprøven på en lille strip. Efter 15 minutter kan man aflæse den. Ved positiv er der streger, ved negativ er der ingen streger.

Og testen er let at udføre, siger overlæge ved SSI Robert Leo Skov.

- Det er vores erfaring fra tidligere, at danskerne godt kan finde ud af at tage de her test, siger han.

- En positiv test er meget sikker, mens en negativ test kan være falsk negativ.

Projektet laver Statens Serum Institut i samarbejde med en ekspertgruppe af fagfolk fra de danske regioner og universiteter.

Det er støttet af Sundhedsstyrelsen.