Helle Thorning fortryder, at hun ikke selv undersøgte chikanesager til bunds
Den tidligere statsminister fortæller, hvordan hun selv har set flere sager om sexisme udspille sig i sin tid som partiformand for Socialdemokratiet.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt fortryder, at hun ikke undersøgte det bredere omfang af sexisme og en mulig krænkelseskultur i Socialdemokratiet, da hun var formand mellem 2005 og 2015.
Hun opfordrer nu partierne på Christiansborg til at "kigge på sig selv" og undersøge, om de er kommet problemet med sexisme til livs.
- En af de ting, jeg tænker over fra min tid som partiformand, er, at jeg havde nogle sager dengang. Det er selvfølgelig nemt at sige 12 år senere, men måske jeg skulle have lavet en undersøgelse af mit eget parti, spurgt kvinderne lidt mere bredt, og fundet ud af, om der var noget, siger Helle Thorning-Schmidt i magasinet 'Lippert' på TV 2 NEWS.
Hvad afholdt dig fra at gøre mere?
- Jeg ved det simpelthen ikke. Vi var alle sammen et andet sted, og det er svært at vurdere handlinger for 12 år siden med nutidens briller.
Har selv set flere ting
Den tidligere statsminister kan godt genkende nogle af de fortællinger om sexisme og en udbredt krænkelseskultur, som kvinder på række i disse dage står frem med.
- Jeg har selv set flere ting - også som yngre har jeg set, at disse ting har foregået, fortæller hun.
Hun kunne sagtens gå i detaljer, men dem vælger hun at holde for sig selv - indtil videre.
- Jeg har også historier, jeg kunne fortælle, men jeg tror, jeg gemmer dem til mine erindringer. Det, jeg er optaget af nu, er, hvordan vi kommer kulturen til livs, siger den tidligere statsminister.
Møde i Præsidiet
Opfordringen fra den tidligere statsminister kommer på dagen, hvor Folketingets Præsidium har afholdt et møde med netop sexisme og krænkelseskultur på dagsordenen.
Mødet kommer efter at de radikales ligestillingsordfører Samira Nawa har fortalt, at der også findes en sexistisk og "rådden" kultur på Christiansborg, og at der er behov for at få omfanget undersøgt.
Formand for Præsidiet, Socialdemokratiets Henrik Dam Kristensen, siger efter mødet til TV 2, at der nu indledes et samarbejde med partierne på området.
- Det er partierne, der er arbejdsgivere for deres medarbejdere, og derfor er det helt naturligt, at vi nu indgår samarbejde med partierne, da vi har samme mål, lyder det.
Også Præsidiets 1. næstformand, Karen Ellemann (V), mener, at krænkelseskulturen mest ser ud til at findes ude i "de enkelte partier".
- Vi går seriøst til arbejdet, så partierne også har nogle brugbare værktøjer til, hvordan man kan få det her belyst og - frem for alt - hvordan man håndterer det, hvis det finder sted, siger hun til TV 2.
Mandag aften skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook, at hun mener, sexchikane er "magtmisbrug".
En undersøgelse foretaget af A4 Medier i 2019 viste, at hver tiende politiker på Christiansborg havde oplevet chikane. Det drejer sig om sjofle bemærkninger, der har haft en seksuel undertone.