Har du overvejet at slå en ekstra gang på glasset for at sætte fokus på anbefalingerne, eller sørge for en ædru gæst, der kan hjælpe?
Tirsdag opfordrede regeringen borgere i hovedstadsområdet til at lukke private fester senest klokken 22.
Håbet er at begrænse både antallet og længden af private sammenkomster, da meget af den seneste tids smitte ifølge Sundhedsstyrelsen er sket netop her.
Der er dog i forvejen coronarestriktioner på festlige begivenheder i hele landet.
Her gælder forsamlingsforbuddet på maks 100 personer, hvis du holder din fest i det offentlige rum, et forsamlingshus eller et selskabslokale. Er gæsterne primært siddende, tillades forsamlinger op til 500 personer dog.
Inviterer du gæsterne hjem i privaten eller i din boligforenings festlokale, må du maksimalt invitere 500 personer inden for lovens rammer. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at man generelt begrænser antallet af deltagere så vidt muligt.
Inden du lukker gæster ind, skal du sikre dig, at alle er raske og symptomfrie, og er nogle af deltagerne i risikogruppen, bør du tage ekstra hensyn til dem.
Sundhedsstyrelsen har udgivet en række anbefalinger til, hvordan du kommer gennem festen uden at starte nye smittekæder. TV 2 har samlet en stribe af rådene under disse fem punkter:
5 coronavenlige festråd
Fire kvadratmeter per person
Foto: TV 2
En god tommelfingerregel for at beregne pladsen per gæst er at afsætte fire kvadratmeter til hver person. Inviter dog kun så mange, at alle kan holde en meters afstand hele tiden.
Sæt gerne gæster, der i forvejen har daglig kontakt, ved siden af hinanden under middagen. Dæk op med en meters afstand mellem tallerkener – både til siden og overfor.
Selvom der er familie og gode venner på gæstelisten, er det en god idé at droppe håndtrykket, krammet eller kindkysset.
Drop buffeten
Foto: TV 2
Hvis du har gæster til spisning, så undgå den klassiske tag-selv-buffet. Du kan enten portionsanrette maden eller få en eller to til at øse maden op til gæsterne.
Undgå også gerne fællesskåle med chips og slik. Servér i stedet lækkerierne i små glas, så hver gæst kan få sin egen portion.
Frisk luft og åben himmel
. Foto: TV 2
Coronavirussen smitter lettere i lukkede rum, så hold gerne din fest under åben himmel eller sørg for god udluftning, hvis du ikke har mulighed for at trække gæsterne udendørs.
Gør grundigt rent både inden, under og efter arrangementet. Sørg især for at afspritte kontaktpunkter, som mange rører ved - eksempelvis dørhåndtag, gelændere, bordkanter, oplukkere og lyskontakter.
Skru ned for promillen
Foto: TV 2
Jo mere alkohol, du og dine gæster indtager, jo større er sandsynlighed for, at I glemmer at holde afstand og spritte af.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at et par gæster holder sig ædru, så de kan hjælpe med at huske på de generelle anbefalinger. Slå også gerne på glasset i løbet af aftenen og mind gæsterne om at tage hensyn.
Gem fællessangen til en anden dag
Foto: TV 2
En fællessang kan være hyggelig, men kan desværre også øge smitterisikoen. Hvis sangstemmerne alligevel skal smøres under festen, bør man holde to meters afstand – gerne under åben himmel.
Det er også en god idé at undgå et stort dansegulv med høj musik. Jo højere musikken er, jo tættere står man sammen for at kunne høre hinanden.