Samfund

Demonstration skabte trafikkaos i København

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Foreløbig er en frihedsberøvet og der er rejst ialt 18 sigtelser mod demonstranter fra klimabevægelse.

Klimabevægelsen Extinction Rebellion afviklede onsdag en demonstration på Kongens Nytorv i København, hvor de spærrede vejen.

Cirka 100 mennesker mødte op med både flag og bannere. Der er blevet råbt med på slagsange om klimaet, fortæller TV 2 LORRYs journalist på stedet.

Demonstranterne blokerede vejen, og politiet har grebet ind.

Politiet mødte otte salatfade og begyndte at arrestere demonstranter og bære dem væk.

Lænkede ved at blive klippet fri

Politiet oplyser, at der er en række sigtede i forbindelse med klimademonstrationen.

- Vi har foretaget en frihedsberøvelse, og så er der yderligere foreløbig 18 sigtelser for overtrædelse af færdselsloven og ni for overtrædelse af straffelovens paragraf 119. Vi er nu i gang med at klippe demonstranterne fri, efter at de har lænket sig fast, men vi kan ikke udelukke, at der kommer flere sigtelser, siger Tommy Laursen, vagthavende ved Københavns Politi, til TV 2.

Der var demonstranter til stede, som lænkede sig selv fast til en båd, hvilket besværliggjorde det for politiet at fjerne dem fra stedet.

Demonstranter har lænket sig selv fast til en båd, hvilket har gjort det besværligt for politiet at fjerne dem fra stedet.

Extinction Rebellion er et aktionsnetværk, som har afdelinger i flere lande. De startede i 2018 og har rødder i Occupy-bevægelsen, som er en international progressiv sociopolitisk bevægelse.

Vil ikke udvise civil ulydighed

Ifølge deres hjemmeside har de en aktionsagenda om, at man optræder fredeligt under demonstrationer og ikke udviser civil ulydighed

Et af kravene fra organisationen forud for onsdagens demonstration er, at "regeringen skal fortælle sandheden ved at erklære klima- og miljønødstilstand og samarbejde med andre institutioner om at kommunikere det akutte behov for forandring."