Nyt, stort forskningsprojekt ændrer vores forståelse af vikingerne
Næsten 500 vikingeskeletter er blevet analyseret i et forskningsstudie, arkæolog kalder en "gamechanger".
Forestil dig en viking. Ser du en lyshåret, arisk mand for dig? For så kan det godt være, at du skal nuancere dit billede lidt.
Et kæmpe forskningsstudie fra Københavns Universitet rykker nemlig ved en del af de forestillinger, der er forbundet med vikingetiden, og viser blandt andet, at flere vikinger havde mørkt hår end blonde lokker.
Studiet, der har været undervejs i fire år, er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift ’Nature’. Forskerne har analyseret 442 vikingeskeletter fra hele verden, udvundet dna'et fra dem og fundet frem til deres genom - den genetiske information om mennesket.
- Det er det største genom-studie af fortidsmennesker nogensinde. Og det rykker ved flere forskellige myter om vikingerne, siger evolutionsprofessor Eske Willerslev, der er en del af forskerholdet.
Arkæolog og dna-forsker Søren Sinnbæk, der også har været inde over projektet, kalder studiet for "meget solidt".
- Nu har vi en dna-bank, hvor vi kan slå op og se og sammenligne med al fremtidig forskning. På den måde er det her en gamechanger, siger han.
- Vikingetidens slægtsforskning starter her.
Seks ting, som knoglerne afslører:
1. At vikingerne ikke kun var ariske
Den ariske fremstilling af en viking med blå øjne og blond hår lever i bedste velgående – men den nye kortlægning af vikinge-dna viser, at vi skal tilføje nuancer til billedet.
- Genetisk set er vikinger ikke en enkelt gruppe af mennesker. Vi har fundet flere mørk- eller brunhårede vikinger end lyshårede skandinaver. Vi er ikke bare den her rene nordiske genetiske arv, siger Eske Willerslev.
De mørkere træk skyldes et ”syd- og østeuropæisk gen”, som man endnu ikke kan spore præcist geografisk. Men det skyldes en indvandring i slutningen af jernalderen, og at vikingerne bragte gener udefra med ind i Skandinavien efter togterne.
2. At vikingerne ikke blandede sig internt i Norden
Selvom vikingernes gener er et blandingsprodukt af eksotiske, europæiske gener, blandende de sig ikke særlig meget i Norden. For generne fra de 442 undersøgte skeletter viser, at det er sjældent, at de norske, svenske og danske gener er krydset.
Kontakten mellem de forskellige områder har ifølge Eske Willerslev været ”meget begrænset”. Ifølge ham har folk i store dele af Sverige og hele Norge sandsynligvis levet meget isoleret.
- Der har været tre hovedcentre i Skandinavien: Danmark, Øland og Åland. Resten har været vikingetidens rådne banan, siger han.
Knoglerne viser også, at vikingerne har haft et stort internationalt udsyn. For dna'en giver også belæg for, at de danske vikinger hovedsageligt tog til England, de norske til Island, Grønland og Irland, mens de svenske sejlede til Baltikum.
3. At vikingerne ikke mødtes fra nær og fjern for at tage på togt
I tv-serier som ’Vikings’ ser man vikinger fra hele Norden mødes for at sejle på plyndringstogter sammen. Men knoglerne fra en vikingegrav i Salme i Estland tyder på noget andet - nemlig, at fire af de døde var brødre, mens en af de andre begravede var deres fætter eller onkel.
- Det er første gang, man kan sige noget om dem, der er på togt sammen. Og det her tyder på, at det var en aktivitet, der var bundet op på eksisterende netværk - det er ikke fyrre pirater, der har mødt hinanden på havnen og er stukket afsted, siger Søren Sinnebæk.
4. At vikingekulturen ikke kun var forbeholdt vikinger
Dna-analyserne har også afsløret, at andre folkeslag har adopteret vikingernes livsstil og kulturer. Det ”mest ekstreme eksempel” er ifølge Eske Willerslev en grav i Orkey i Skotland.
- Alle forventede, at det var en skandinav, der var begravet. Men der var intet skandinavisk dna, det var rene skotter, der var konverteret til vikinger, siger han.
Søren Sinnebæk ser det som et tegn på, at vikingerne har formået at gøre sig velkomne, der hvor de trådte i land.
- De, der allerede boede der, har set det som en god mulighed at slå sig sammen med de nye shippingfolk, siger han.
5. At de nordiske guder ikke var én gruppe
De blandede gener underbygger også en teori, der ifølge Eske Willerslev allerede findes i forskerkredse, men ikke har vundet indpas: At aserne ikke er de første nordiske guder.
- De nordiske guder kan deles op i såkaldte vaner (gudeslægt i nordisk mytologi, der repræsenterede frugtbarhed og kærlighed, red.), man kan næsten kalde dem 'hippieguder', og de mere krigeriske aser. Her er der nogen, der spekulerer i, at vanerne er de oprindelige guder, og at de andre kom senere til, siger han.
Dna kan ikke give et direkte svar på, hvad folk troede på. Men de brogede gener viser, at indvandringen fandt sted, og at den dermed kan have bragt nye guder med sig.
6. At man så anderledes på skizofreni
Eske Willerslev kalder den sjette opdagelse for "en krølle på halen".
- Vi ser tendenser til, at skizofreni – og de mutationer i dna'et, der i dag er forbundet med skizofreni - er hyppigere i vikingetiden end i dag, siger han.
Ifølge ham kan det tyde på, at skizofrene kan have haft en anden rolle end i dag, hvor det ofte er knyttet til at få færre børn.
Måske har nogle af de genetiske varianter, der hænger sammen med den psykiske sygdom, ikke været set som noget ensidigt negativt blandt vikingerne. Det kan hænge sammen med, at andre egenskaber blev favoriseret under vikingetiden end i dag, forklarer Eske Willerslev.