Samfund

Kofods ministerkollega: - Det er ikke op til mig at fratage ham en ministerpost

Mogens Jensen (S). Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Mogens Jensen mener, at fokus bør være på den verserende debat om sexisme i stedet for på udenrigsministeren.

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) kalder det ”lidt besynderligt”, at der bliver rippet op i sagen fra 2008 om, at nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) havde sex med en 15-årig pige på en højskole. Han var 34 år på det tidspunkt.

Det sker, efter Radikale Venstre og Alternativet har meldt ud, at Jeppe Kofod ikke bør være minister efter den sag oven på debatten om sexisme på arbejdspladser.

- Jeg tror, at der er mange, der slæber rundt på ting, de har gjort i deres fortid, som de fortryder i dag. Dengang var det en sag, der kostede Jeppe Kofod hårdt, og han var ude og undskylde, siger Mogens Jensen til TV 2.

Jeppe Kofod fik frataget sine ordførerskaber og var sygemeldt i en periode oven på sagen.

Der har været snak om at fratage ham sin ministerpost. Kunne man have handlet anderledes i denne sag?

- Det er ikke op til mig at forholde mig til, om Jeppe Kofod skal have ministerposter. Jeg kan bare konstatere, at dengang blev sagen håndteret hårdt, han mistede alle sine poster og undskyldte, siger Mogens Jensen.

- Jeg kan ikke se, at det tjener noget formål

Mogens Jensen mener, at fokus bør være på den verserende debat om sexisme.

En debat, der kan tilskrives Sofie Lindes opråb til Zulu Comedy Galla, hvor hun fortalte om en oplevelse, hun selv havde haft som ung i Danmarks Radio.

Oven på hendes historie har 1615 kvinder underskrevet et brev om, at der foregår sexisme i mediebranchen.

- Jeg synes, at vi skal koncentrere os om det, vi oplever nu og her, og få gjort noget ved den sexchikane, som eksisterer derude, og som vi skal til livs, siger Mogens Jensen.

- Jeg kan ikke se, at det tjener noget formål, at vi skal kigge 12 år tilbage til en sag, lyder det fra ligestillingsministeren med henvisning til, at Jeppe Kofod var sammen med den 15-årige i 2008.

Fortrød bitterligt

Dengang var han 34 år og udenrigsordfører i partiet, da han havde sex med en 15-årig pige, der var medlem af Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU. Det skete til et DSU-møde i Esbjerg, hvor Jeppe Kofod skulle holde oplæg.

- Jeg var gæsteoplægsholder fredag på et påskekursustræf i DSU (Dansk Socialdemokratisk Ungdom, red.), og om aftenen ved en fest udviste jeg manglende dømmekraft ved at have et moralsk upassende forhold til en 15-årig pige. Ingen andre end mig er ansvarlige for episoden, som jeg bitterligt fortryder, sagde han i en pressemeddelelse dengang.

Kritikken af Kofod begyndte at rulle, da Samira Nawa torsdag blev interviewet af avisen B.T. Efterfølgende skrev hun også et Facebook-opslag om sexisme på Christiansborg.

Jeppe Kofod trak sig som sit partis udenrigsordfører efter skandalen i 2008.