Coronavirus

Der skal reageres nu, siger Statens Serum Institut om smittespredningen

Mundbind og hjemmearbejde er blandt de værktøjer, der kan tages i brug i kampen mod coronasmitten i Danmark, lyder det fra SSI.

Smittespredningen i det danske samfund stiger dag for dag, og det er "bekymrende". Samtidig ser vi en stigning i antallet af indlæggelser, og derfor skal der sættes ind med restriktioner nu, så smitten ikke kommer ud af kontrol.

Sådan lyder det fra afdelingsschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause.

Søndag blev yderligere 333 bekræftet smittet, mens yderligere en person døde med coronavirus i Danmark.

- Des mere smittespredning, der er i samfundet, des sværere bliver det også at beskytte dem, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge. Eksempelvis på sygehuse og plejehjem. Derfor skal der reageres nu, siger Tyra Grove Krause til TV 2.

Flere kommuner overskrider grænsen

Kombinationen af de stigende smittetilfælde og den stigende geografiske spredning i samfundet er medvirkende til, at Tyra Grove Krause ser med bekymring på situationen.

Halvdelen af Danmarks kommuner overskrider nu grænsen for 20 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Desuden er det ikke længere kun de unge, som bliver smittet. Det er alle i alderen 10-60 år.

Tyra Grove Krause understreger, at selvom langt flere testes nu end i foråret, og det derfor er svært at sammenligne tallene, er der uden tvivl tale om en bekymrende udvikling med stigende smitte.

Mange mulige værktøjer

Ifølge Tyra Grove Krause er der mange knapper, man kan trykke på, for at sikre, at smittespredningen ikke øges yderligere. Afstand og god håndhygiejne er stadig det vigtigste, og her bør alle stramme op, lyder det.

Hvis ikke det snart virker, er der dog brug for flere tiltag, understreger hun.

Tyra Grove Krause fremhæver forsamlingsstørelser, mundbind og opfordringer til øget hjemmearbejde som værktøjer og restriktioner, der kan sørge for, at "gryden ikke koger over".

Hun kommer desuden med en opfordring til danskerne om at tænke sig om forud for efteråret:

- Vi skal vænne os til, at det her efterår ikke bliver, som det plejer. Vi kommer ikke til at se så mange mennesker og ikke i så store forsamlinger, som er vi er vant til. Vi skal alle skrue ned for festerne.