Coronavirus

Politiet advarer om nye restriktioner: - Vi ser lige nu en adfærd, der ikke afspejler smittestigningen

Hvis ikke situationen snart forbedres, kan det blive nødvendigt med flere restriktioner. Særligt nattelivet i København vækker bekymring.

Politiet er bekymrede for udviklingen i coronasmitten på landsplan i almindelighed - og i København i særdeleshed.

Det var budskabet på et pressemøde lørdag eftermiddag efter flere dage med stigende smittetal.

Her kom rigspolitichef Thorkild Fogde og politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes med en løftet pegefinger og en klar appel til danskerne.

Buskabet var særligt rettet til den yngre del af befolkningen, da det især er i nattelivet, at politiet lige nu oplever problemer.

- Vi ser lige nu en adfærd, der ikke afspejler smittestigningen. Vi ser for mange håndtryk, for mange krammere, for mange grupper, for meget tæthed og for lidt ansvarlighed, sagde Thorkild Fogde.

- Så vi skal have skruet ned for tætheden og op for ansvarligheden, fastslog rigspolitichefen.

Kan ikke vente

København og hovedstadkommunerne er lige nu nogle af de steder i landet, hvor der registreres flest nye smittetilfælde. Det fik i mandags sundhedsmyndighederne til at indføre nye restriktioner i kommunerne.

Det betød blandt andet, at forsamlingsforbuddet blev sat ned fra 100 til 50 personer, og at barer og restauranter igen skulle lukke senest klokken 24 i stedet for klokken 02.

- Desværre ser vi lige nu, at smittetrykket er voksende, at smitten spreder sig og dukker op forskellige steder. Vi kan ikke vente med at reagere, for al erfaring viser, at så er det for sent, siger Thorkild Fogde.

Det seneste døgn er der registreret 341 nye smittetilfælde i Danmark, hvilket er det højeste daglige tal siden 7. april.

Risikerer nye restriktioner

Politidirektør Anne Tønnes fortalte på pressemødet, at man fra politiets side har sat markant ind med yderligere patruljer for at håndhæve myndighedernes retningslinjer, og at man har tæt dialog med restauratørerne om de gældende regler.

- Men vi oplever, at der er markant tryk på i nattelivet, der er mange unge i byen, hvilket er stærkt bekymrende, sagde politidirektøren fra Københavns Politi.

Både hun og rigspolitichefen understreger, at det kan blive nødvendigt med flere restriktioner og foranstaltninger, hvis ikke der meget snart sker en bedring i udviklingen.

- Vi er afhængige af befolkningens hjælp. Selv om vi har mange politifolk på gaden, er det ikke nok, sagde Thorkild Fogde.

Han nævner mundbind i nattelivet, opholdsforbud i festgader og ændringer af åbningstider som mulige nye restriktioner.

Opfordrer unge til at blive hjemme

På baggrund af situationens alvor kom Anne Tønnes til sidst med en anbefaling om, at man bør genoverveje, om det er nødvendigt at gå i byen den kommende tid.

Næsten tilsvarende lød det tre timer senere, da Københavns Vestegns Politi holdt pressemøde sammen med Herlev og Vallensbæk Kommune.

Chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fortalte, at mange unge fra Vestegnen går i byen inde i København, og at man derfor har et ansvar for den smitteudvikling, der sker i hovedstadsområdet. Han appellerede både til de unge om at tænke sig om, og til deres forældre om at tage et medansvar.

- Tal med jeres unge om det her. Det er særlig vigtigt nu. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse smitten. Bliv derfor gerne hjemme i sofaen, tænd for fjernsynet, nyd nogle dage sammen med familien og smid benene op i sofaen, sagde Knuds Stadsgaard.

Chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fra Københavns Vestegns Politi kommer med en appel til de unge og deres forældre.